"Jagten på eventyr " dag 240-466 Danmark
Denne beretning er fra tiden efter vores hjemkomst, og nogle vil nok mene, at den er for personlig og handler for meget om alt muligt andet end camping. Men for mig er det god terapi at skrive om alt det der ligger udover vores campingliv, så stå af allerede her, hvis du kun ønsker en beretning, der mest omhandler camping.
Vi havde jo allerede på forhånd truffet beslutningen om, at efter den sidste tur til Spanien, så var eventyret slut og vi ville genoptage et "normalt" liv. Kaiser's død satte en tyk streg under denne beslutning. Så efter hjemkomsten til Danmark og vores base i Guldborg, skulle vi nu finde ud af hvordan vi ville skrue vores liv sammen. Et huskøb lå ikke lige om hjørnet, da vi elsker at bo i vores campingvogn og kan sagtens få en normal hverdag til at hænge sammen, så vi kunne derfor vente på det helt rigtige tilbud og den gode mavefornemmelse. Indtil da skulle vi også have "bearbejdet" tankerne omkring igen at gældsætte sig og sige farvel til livet i campingvognen, som er ret billigt og kræver få arbejdstimer. Men vores trofaste læsere vil vide, at vores planer sjældent holder stik og ofte tager en drejning undervejs, og den kommende tid skulle vise, at dette også var tilfældet denne gang, hvor lynet endnu engang slog ned i vores lille familie og i en sådan grad, at det fik Kaiser's død til at blegne i sammenligning.
God fornøjelse med endnu en hudløs ærlig beretning fra vores campingliv.
Vi havde jo allerede på forhånd truffet beslutningen om, at efter den sidste tur til Spanien, så var eventyret slut og vi ville genoptage et "normalt" liv. Kaiser's død satte en tyk streg under denne beslutning. Så efter hjemkomsten til Danmark og vores base i Guldborg, skulle vi nu finde ud af hvordan vi ville skrue vores liv sammen. Et huskøb lå ikke lige om hjørnet, da vi elsker at bo i vores campingvogn og kan sagtens få en normal hverdag til at hænge sammen, så vi kunne derfor vente på det helt rigtige tilbud og den gode mavefornemmelse. Indtil da skulle vi også have "bearbejdet" tankerne omkring igen at gældsætte sig og sige farvel til livet i campingvognen, som er ret billigt og kræver få arbejdstimer. Men vores trofaste læsere vil vide, at vores planer sjældent holder stik og ofte tager en drejning undervejs, og den kommende tid skulle vise, at dette også var tilfældet denne gang, hvor lynet endnu engang slog ned i vores lille familie og i en sådan grad, at det fik Kaiser's død til at blegne i sammenligning.
God fornøjelse med endnu en hudløs ærlig beretning fra vores campingliv.
6/2-2016
Markvejen ned til campingvognen havde jeg aldrig gjort noget ved og da vi nu havde udsigt til at bo her noget tid, skulle den have en "overhaling" - leg med maskiner er altid super sjovt, når man er et voksent legebarn.
Markvejen er færdig og campingvognen kan stilles op igen og får den nye titel "fastlæggervogn".
16/2-2016
Vega og Nova er startet i institution igen og denne klare frostmorgen skal Vega lige acceptere, at den ikke længere hedder Spanien, sol og strutskørt, men Danmark, frost og flyverdragt - jeg skal lige acceptere, at meget kørsel nu skal forgå i vores nye lille Toyota og ikke i den store dejlige Mercedes.
23/2-2016
Vega har haft fødselsdag og fik af mormor, bla. en kran som jeg også syntes var en god gave, da jeg jo i virkeligheden er et voksent legebarn. Vega har i øvrigt helt styr på at køre med kranen, måske hun skal være kranfører som far...
26/2-2016
Apropos kraner. Efter et langt tilløb er jeg vendt tilbage til kranbranchen som freelance kranfører. Det første job blev en stille og rolig opstart, da det var som aflæsningskran på en Metrolagerplads - alt vedr. byggeriet af Metroen foregår i et yderst langsomt tempo, så meget af dagen gik med at hvile øjnene.
29/2-2016
Andet kranjob blev noget længerevarende og med en noget større kran. En 220tons Tadano/Faun.
Tempoet var også et helt andet, da jeg skulle krane elementer et par uger. Elementmontører er på akkord, så der er altid god fart på dem, og de forlanger det samme af kranføren! Måske det var deres chef, som holdt øje med tempoet med den drone, som pludselig hang på himlen.
17/3-2016
Sidste dag på byggepladsen skulle jeg have både kranen og min bil med til krandepotet, så jeg kørte bilen op på en af støttebenspladerne inden jeg læssede dem på kranens kærre.
Kran med kærre fylder godt i landskabet og på billedet her kan den jo næsten kaldes autotransporter.
Lidt data på kranen i form af transporttilladelsen.
20/3-2016
Vores wc var gået i stykker, i den forstand, at trykket på skyllestrålen var reduceret kraftigt. Efter lidt søgen på nettet viste det sig at være et gennemgående problem på toiletter, der bliver brugt meget. Der hvor den blå slange mødes med den klare, der sidder et filter, som stopper til med kalk og skidt. Efter en rensning skyller det igen for fuld kraft.
Kun 16 måneder gammel havde Nova allerede helt styr på at kravle op i Vega's køje, og hun var ikke helt tilfreds, da jeg kørte en gang husholdningsfilm om stigen for at forhindre hende i at kravle derop, når vi ikke kunne holde øje.
23/3-2016
Solen og følesen af forårets komme fik denne dag pigerne til at forlange deres eftermiddags frugt serveret udenfor.
7/4-2016
Arbejdsmæssigt var jeg rendt ind i en god aftale. Normalt er det forbundet med "en-dags job" hist og her og på mange forskellige kraner, at være selvstændig freelancer i branchen, så det var ikke så tosset, da jeg landede en aftale om at køre den samme kran i 5-6 måneder.
12/4-2016
Hele området omkring Carlsbergs gamle bryggeri er ved at blive omdannet til et stort mondænt boligområde, så derinde fik jeg masser af timer til at gå.
18/4-2016
Et job ved Herlev hospital blev det også til. Patienter, sygeplejersker og læger kiggede lidt da det første element skulle monteres helt op af hospitalet og wiren fra kranen næsten kyssede altanerne.
19/4-2016
Selvom vi i ugerne/månederne efter Kaiser's død, svor at vi ikke skulle have en ny hund, så var snakken alligevel begyndt at bevæge sig ind på emnet som tiden var gået. Så da kennelen, som Kaiser kom fra havde fået nye hvalpe, tog snakken fart og selvfølgelig skulle vi have en ny Grand Danois hvalp.
Så der gik ikke længe inden, at vi havde betalt depositum på endnu en stålblå GD.
21/4-2016
Selvom jeg havde et "fast" job med at køre Kranexpressens 220 tons mobilkran, så skulle der jo noget extra i kassen da vi lige have bestilt en ny hvalp, så jeg fik disponeret tiden rigtigt og fik ind imellem timerne på 220'eren, også plads til en tur i denne 130 tons larvebåndskran.
Jobbet var i Valby parken, hvor man er igang med en massiv kloakudvidelse. Hver sektion kloakrør er omkring 3,5 meter i diameter og vejer knap 25 tons.
19/4-2016
Tilbage i "220'eren" og igang med et byggeri, hvor kranen skulle yde sit max og hvor en del elementer skulle sættes helt ude, hvor kranens sikkerhedssystem er ved at slå fra. Når man er helt derude så skal kranen føres med sikker og stille hånd for ikke at vælte, og man er 110% opmærksom og mærker alle kranens bevægelser med hver en fiber i sin krop. Når 2 polakker så vælger at springe op på elementet helt derude, og det sender rystelser ind gennem kranarmen, så ser man ud som på billedet herunder!
20/4-2016
Jeg har det sidste lange stykke tid siddet rigtig, rigtig, rigtig mange timer i en kran og det begyndte at kunne ses på mine arbejdsshorts.
21/4-2016
Endelig har jeg en sjælden fridag, og så falder der sku' sne!
22/5-2016
Hvalpene hos kennelen havde nået en alder, hvor de begyndte at udvise personlighed, så turen gik til kennelen på Fyn for at udvælge vores nye familiemedlem.
Vega syntes, at hvalpene var lidt nærgående, men var helt med på at vi nu skulle vælge en, som vi kunne få med hjem, når den blev gammel nok. Hvalpen med det grå halsbånd hos Henriette, opsøgte os hele 3 gange, og det afgjorde valget, og han fik navet Atlas.
27/4-2016
Dagen hvor vores liv forandrede sig og vores verden gik i sort...
Alt var foregået som normalt gennem dagen, og vi gik i seng, som vi plejer ved 22 tiden. Ikke længe efter hørte jeg Henriette sige nogle "hvæsende" lyde med munden, men tog mig ikke videre af det, da hun ofte taler og/eller siger lyde i søvne. Men da den "hvæsende" lyd fortsatte skubbede jeg til hende for at vække hende, men uden reaktion. Jeg tændte lyset, og så Henriette ligge helt stiv og rystende med fråde med blod i ud af munden. Panikken satte ind og min umiddelbare tanke var, at hun var ved at blive kvalt. Jeg råbte til hende og rystede hende kraftigt, men igen uden reaktion. Både Vega og Nova var nu vågne. Jeg forsøgte at komme om bag Henriette for at lave en heimlich manøvre på hende, men hun var så stiv i kroppen, at jeg ikke kunne bukke/rejse hende fra sengen, så jeg opgav og ringede 112. Mens jeg havde dem i røret kom Henriette til sig selv igen, og da hun var nogenlunde klar i hovedet og kunne forstå, hvad jeg sagde til hende, syntes hun det var underligt, at jeg havde ringet 112, da hun ikke selv kunne huske hvad der lige var sket. Alarmcentralen mente, at det alligevel var en god ide at sende en ambulance og få hende indlagt.
På Nykøbing F sygehus blev Henriette indlagt til observation og havde om natten endnu et anfald. Efter det blev hun MR og CT scannet og lægerne troede, at hun havde haft en blodprop i hjernen, og det havde ledt til det epileptiske anfald hun fik hjemme i campingvognen og om natten på sygehuset. Lægenerne mente, at hun skulle til Rigshospitalet til nærmere undersøgelser. På Rigshospitalet gennemgik de scanningsbillederne fra Nyk.F. Lægerne troppede op på hendes stue 3 mand høj, mens jeg var på besøg med pigerne og Henriettes veninde var der. Beskeden var nedslående... Henriette havde en svulst i hjernen, men de mente, at der med 95% sikkerhed var tale om en godartet svulst. Deres anbefaling var, at hun skulle gennemgå en vågen hjerneoperation for at fjerne svulsten - tyg lige på den! Grundet vores piger var til stede holdt vi et pokerfjæs og bevarrede fatningen, men inden i styrtede vores verden sammen.
Fordi det var Rigshospitalets bedste kirurg i sammenarbejde med deres bedste neuropsykolog som skulle forestå operationen, skulle hun vente en måned før de kunne operere - grundet den høje procentsats for, at det var en godartet svulst, mente de ikke, at det var et problem. Fra vores synsvinkel betød de 95% at der jo var 5% risiko for, at det var ondartet svulst, altså kræft.
I tiden herefter prøvede vi at få fremrykket operationen og det lykkes faktisk også efter megen ihærdighed og mange telefonsamtaler. Operationen blev rykket 10 dage frem, men allerede 3 dage efter ringede de fra Rigshospitalet, og beklagede at de måtte rykke operationen tilbage til oprindelig dato. Henriette og jeg var jo i forvejen knuste over den diagnose hun havde fået og det gjorde det ikke nemmere at skulle "bøvle" med et langsomt og på den menneskelige side, inkompetent sygehusvæsen! Henriette skulle blive på Rigshospitalet til observation et stykke tid, så jeg meddelte mine kunder, at jeg ikke længere stod til rådighed, så jeg kunne sørge for pigerne herhjemme i campingvognen. At køre kran er ofte forbundet med en arbejdsuge på 80-100 timer, og det kunne ikke hænge sammen med at være alene med pigerne.
Alt var foregået som normalt gennem dagen, og vi gik i seng, som vi plejer ved 22 tiden. Ikke længe efter hørte jeg Henriette sige nogle "hvæsende" lyde med munden, men tog mig ikke videre af det, da hun ofte taler og/eller siger lyde i søvne. Men da den "hvæsende" lyd fortsatte skubbede jeg til hende for at vække hende, men uden reaktion. Jeg tændte lyset, og så Henriette ligge helt stiv og rystende med fråde med blod i ud af munden. Panikken satte ind og min umiddelbare tanke var, at hun var ved at blive kvalt. Jeg råbte til hende og rystede hende kraftigt, men igen uden reaktion. Både Vega og Nova var nu vågne. Jeg forsøgte at komme om bag Henriette for at lave en heimlich manøvre på hende, men hun var så stiv i kroppen, at jeg ikke kunne bukke/rejse hende fra sengen, så jeg opgav og ringede 112. Mens jeg havde dem i røret kom Henriette til sig selv igen, og da hun var nogenlunde klar i hovedet og kunne forstå, hvad jeg sagde til hende, syntes hun det var underligt, at jeg havde ringet 112, da hun ikke selv kunne huske hvad der lige var sket. Alarmcentralen mente, at det alligevel var en god ide at sende en ambulance og få hende indlagt.
På Nykøbing F sygehus blev Henriette indlagt til observation og havde om natten endnu et anfald. Efter det blev hun MR og CT scannet og lægerne troede, at hun havde haft en blodprop i hjernen, og det havde ledt til det epileptiske anfald hun fik hjemme i campingvognen og om natten på sygehuset. Lægenerne mente, at hun skulle til Rigshospitalet til nærmere undersøgelser. På Rigshospitalet gennemgik de scanningsbillederne fra Nyk.F. Lægerne troppede op på hendes stue 3 mand høj, mens jeg var på besøg med pigerne og Henriettes veninde var der. Beskeden var nedslående... Henriette havde en svulst i hjernen, men de mente, at der med 95% sikkerhed var tale om en godartet svulst. Deres anbefaling var, at hun skulle gennemgå en vågen hjerneoperation for at fjerne svulsten - tyg lige på den! Grundet vores piger var til stede holdt vi et pokerfjæs og bevarrede fatningen, men inden i styrtede vores verden sammen.
Fordi det var Rigshospitalets bedste kirurg i sammenarbejde med deres bedste neuropsykolog som skulle forestå operationen, skulle hun vente en måned før de kunne operere - grundet den høje procentsats for, at det var en godartet svulst, mente de ikke, at det var et problem. Fra vores synsvinkel betød de 95% at der jo var 5% risiko for, at det var ondartet svulst, altså kræft.
I tiden herefter prøvede vi at få fremrykket operationen og det lykkes faktisk også efter megen ihærdighed og mange telefonsamtaler. Operationen blev rykket 10 dage frem, men allerede 3 dage efter ringede de fra Rigshospitalet, og beklagede at de måtte rykke operationen tilbage til oprindelig dato. Henriette og jeg var jo i forvejen knuste over den diagnose hun havde fået og det gjorde det ikke nemmere at skulle "bøvle" med et langsomt og på den menneskelige side, inkompetent sygehusvæsen! Henriette skulle blive på Rigshospitalet til observation et stykke tid, så jeg meddelte mine kunder, at jeg ikke længere stod til rådighed, så jeg kunne sørge for pigerne herhjemme i campingvognen. At køre kran er ofte forbundet med en arbejdsuge på 80-100 timer, og det kunne ikke hænge sammen med at være alene med pigerne.
11/6-2016
Ventetiden på operationen bød også på en ny problemstilling, nemlig den flotte fyr på billedet her, Atlas. Han var snart 8 uger gammel og skulle hentes fra kennelen. Efter at have vendt det mange gange, blev beslutningen, at vi manglede noget adspredelse og glæde, og det var vi sikker på at Atlas ville bringe, så naturligvis skulle vi have ham. På de fleste vil det nok virke som en forkert prioritering midt i det "kaos" vi befandt os i, men for os var det en ganske fornuftig og rationel beslutning.
Mens pigerne var i institution kørte jeg til Fyn og hentede Atlas. Han var så lille, så der var plads til pigernes legetøj på hans madras lidt endnu.
12/6-2016
Næste morgen gik pigerne igang med at lege med deres nye legekammerat. Petit ser til, noget bekymret, men hun har også udsigt til at skulle "opdrage" hendes Grand Danois nummer 6 - hun er genbrugshund fra et hjem med Grand Danois og Atlas er vores nummer 5, da vi for det meste har haft 2 ad gangen.
"Han skal i hvert fald lære at kurven deroppe er min", tænkte Petit nok.
22/6-2016 (JEG SKAL ADVARE OM STÆRKE BILLEDER HERUNDER)
Grunden til at lægerne anbefalede en vågen operation var, at operationer i hjernen er forbundet med stor risici for for varige mén på førelighed, tale og personlighed og ved en vågen operation er disse risici mindst, da man kan følge patientens tilstand, mens man skære i hjernen. Faktisk kunne Henriette blive opereret allerede 3 dage efter diagnosen var stillet, men det ville ha' været en "ikke vågen" operation, hvor man først kender patientens tilstand og mén, når man har skåret og patienten vækkes, derfor valgte vi at vente på denne nærmest science fiktion ligende operation, der mest af alt lyder, som noget der foregår på film. Vi havde givet en forsker lov til at filme operationen, da man er meget interesseret i at blive klogere på dette felt, derfra har vi disse billeder.
Henriette blev bedøvet, da de fræste hjerneskallen af hende og herefter blev hun vækket igen. Hun var smerte dækket, så det var ikke forbundet med smerte at være vågen, mens operationen foregår, men det psykologiske aspekt skal der en helt speciel og stærk person til at gennemføre. Dagen inden operationen var vi hos en neuropsykolog, hvor Henriette skulle udføre en række mentale og fysiske opgaver, disse opgaver skulle så udføres igen, mens operationen stod på, og på den måde kunne man afgøre, hvor meget og hvor man turde skære og også følge med om hendes mentale og psykiske tilstand blev påvirket herfra. Inden kirurgen begyndte at skære i Henriettes hjerne, "kortlagde" han den. Det gjorde han ved at placere en slags strømkuglepen forskellige steder i hjernen, som fik hendes lemmer til at bevæge sig og ud fra det kunne de afgøre, hvor der ville være størst risici for førelighed, og hvor de "ubekymret" kunne skære væv væk.
Operationen er overstået og Henriette klipses sammen igen.
Jeg må have røget mindst en pakke smøger, mens jeg sad i bilen og ventede de 3-4 timer på, at operationen var overstået og vi kendte "morgendagen". Lykkeligvis gik det hele godt, og Henriette slap igennem, som en af de få, uden mén. Dog skulle vi regne med, at hun fremover ville være meget træt og have behov for meget hvile, da det er en uundgåelig bivirkning af en hjerneoperation.
Efter 4 dage blev Henriette udskrevet og vores løsning på, at hun skulle hvile så meget som muligt og bruge al energi på at komme på benene var, at hun flyttede hjem til sin mor og far. Pigerne og jeg blev i campingvognen. Når jeg så hentede pigerne fra institution, så kørte vi hjem til mormor, hvor de kunne hygge med Henriette og vi alle kunne nyde mormors gode aftensmad. Efter maden kørte pigerne og jeg så hjem i campingvognen igen, så hverdagen for dem var så normal som omstændighederne nu tillod.
Efter 10 dage havde lægerne fået analyseret den bortopereret svulst og netop som vi så småt var begyndt at komme ovenpå efter operationen, blev vi indkaldt til samtale, hvor vores verden endnu engang ramlede sammen... Beskeden var så dyster, som den næsten kunne være, og selvsamme kirurg som spåede 95% chance for en godartet svulst og nedtonede betydningen for en hurtig operation, kunne nu fortælle at svulsten indeholdt kræft og at de kun havde kunne operere 90% af den ud, da de sidste 10% sad i motorikcentret, og det var for farligt at skære det væk. Deres anbefaling var, at Henriette skulle modtage 30 dages stråler i hjernen og gennemgå en 30 dages kemokur, men pga arret efter operationen, skulle hun vente 30 dage med at starte op på det. Inden opstart blev vi indkaldt til endnu en samtale, denne gang på onkologisk afdeling, som skulle stå for stråler og kemo og selvom vi så småt havde accepteret fremtiden vi gik i møde og kæmpede for at komme "ovenpå", så blev vi endnu engang hevet helt helt ned i "kulkælderen", og så dybt som vi ikke havde været før. Det var ondartet kræft Henriette havde og på en scala fra 1-4 hvor 4 er terminal og der intet kan gøres, blev hun placeret på en scala 3. Nærmest helt uden empati kunne de også fortælle at Henriette er uheldbredelig syg og hendes resterende levetid, ifølge deres statistikker, ville ikke være ret lang..... herefter brød vi helt sammen.
Det var en hård besked at modtage og havde det ikke været for vores piger, var vi nok gået helt ned med flaget.
Efter 4 dage blev Henriette udskrevet og vores løsning på, at hun skulle hvile så meget som muligt og bruge al energi på at komme på benene var, at hun flyttede hjem til sin mor og far. Pigerne og jeg blev i campingvognen. Når jeg så hentede pigerne fra institution, så kørte vi hjem til mormor, hvor de kunne hygge med Henriette og vi alle kunne nyde mormors gode aftensmad. Efter maden kørte pigerne og jeg så hjem i campingvognen igen, så hverdagen for dem var så normal som omstændighederne nu tillod.
Efter 10 dage havde lægerne fået analyseret den bortopereret svulst og netop som vi så småt var begyndt at komme ovenpå efter operationen, blev vi indkaldt til samtale, hvor vores verden endnu engang ramlede sammen... Beskeden var så dyster, som den næsten kunne være, og selvsamme kirurg som spåede 95% chance for en godartet svulst og nedtonede betydningen for en hurtig operation, kunne nu fortælle at svulsten indeholdt kræft og at de kun havde kunne operere 90% af den ud, da de sidste 10% sad i motorikcentret, og det var for farligt at skære det væk. Deres anbefaling var, at Henriette skulle modtage 30 dages stråler i hjernen og gennemgå en 30 dages kemokur, men pga arret efter operationen, skulle hun vente 30 dage med at starte op på det. Inden opstart blev vi indkaldt til endnu en samtale, denne gang på onkologisk afdeling, som skulle stå for stråler og kemo og selvom vi så småt havde accepteret fremtiden vi gik i møde og kæmpede for at komme "ovenpå", så blev vi endnu engang hevet helt helt ned i "kulkælderen", og så dybt som vi ikke havde været før. Det var ondartet kræft Henriette havde og på en scala fra 1-4 hvor 4 er terminal og der intet kan gøres, blev hun placeret på en scala 3. Nærmest helt uden empati kunne de også fortælle at Henriette er uheldbredelig syg og hendes resterende levetid, ifølge deres statistikker, ville ikke være ret lang..... herefter brød vi helt sammen.
Det var en hård besked at modtage og havde det ikke været for vores piger, var vi nok gået helt ned med flaget.
24/6-2016
De 4 som holdte os oppe. Vi havde ikke over for pigerne, lagt skjul på at mor var meget syg og at hun skulle blive boende hos mormor et stykke tid. Men vi prøvede også at give dem så normal en hverdag som muligt og denne dag tog pigerne og jeg på stranden ikke langt fra vores campingvogn, da det nærmest var gået hen over hovedet på mig, at det var blevet sommer.
Vega var naturligvis ikke længe om at smide tøjet og hoppe i vandet.
27/6-2016
Atlas vokser hurtigt og legetøjet har måtte vige pladsen. En Grand Danois vokser fra 8-10 ugers alderen med ca. 2 kg og 3 cm om ugen, så der går lidt foder til.
27/6-2016
Pigerne har 3 yndlings lege, alt der omhandler leg med vand er en favorit og denne leg på billedet er også, "huleleg". Den sidste kommer jeg ind på længere nede i beretningen...
4/7-2016
Smukke Atlas vokser og vokser, nærmest lige så hurtigt som græsset.
9/7-2016
Bertram og Vega leger med perler og Nova leger med fars øl. Vi har som bekendt vores "base" i hjørnet af min gode kammerat og hans kones grund. De har en dreng, som er et år ældre end Vega og de leger utroligt godt sammen og hver gang vi har været i Spanien, har de begge lidt et savn. Bertram har flere gange under vores rejser spurgt sin far om de ikke skulle gå ud og kigge om, vi var kommet tilbage... Stakkels ham og Vega, når vi en dag flytter.
13/7-2016
Atlas og hans små spidse hvalpetænder havde i kåd leg fået revet hul på Petit og hun var hos Dr. dyr og blive klipset sammen uden at blive bedøvet.
19/7-2016
2 seje piger. Henriette skulle på Righospitalet og have lavet en maske som hun skal iføres, når hun skal have stråler. Lidt ventetid får vi til at gå ude i solen.
Atlas syntes jeg er lidt farlig, når jeg sådan tager billeder af ham.
For at man er sikker på at give strålerne det samme sted hver gang, skal Henriette have fremstillet en maske, der sikrer, at hun ligger ens på "briksen" fra gang til gang.
21/7-2016
Den lokale storbonde er gået i gang med at høste rapsmarken ved siden af campingvognen og ligesom far er Nova meget betaget af store maskiner.
Den sidste af pigernes yndlingslege, åben bilen og slip dem løs - de leger som regel, at de kører på ferie og kan vel betegnes som en smule miljøskadet.
Dagen slutter med et karbad og inden længe er Vega for stor og så hedder det brusebad.
24/7-2016
Jeg elsker frituremad og selvom vi bruger vores campingvogn og køkken fuldt ud, så er friturestegning et "no-go" indendøre. Jeg har derfor fremstillet en jernplade der passer i gasgrillen og med et hul der passer til en gryde med olie, med den tanke at varmen blev koncentreret omkring gryden. Desværre kan grillen kun varme gryde/olie op til ca. 160 grader,så det var en af de ideer, der ikke klarede "cuttede".
27/7-2016
En af bivirkningerne ved at få ståler i hovedet/hjernen, er at man taber håret fordi hårsækkene bliver skadet. Henriette var derfor begyndt at tabe håret i strålingsområdet og inden det hele gik tabt, valgte hun at få det klippet det af og donere det til en organisation, der syer parykker til kræftramte børn. Natascha, vores tidligere nabo i Rødovre stod for klipningen.
Hjemme på gården igen, går pigerne og jeg en tur i den varme sommerluft og Nova ser ud til at nyde det.
Efter gåturen var det blevet sengetid, men først lidt Ramasjang i flimmeren.
28/7-2016
Atlas og græsset gror videre.
1/8-2016
Henriette var efterhånden kommet så meget ovenpå, så vi besluttede at tage 14 dage på Absalon Camping, så der ikke var så langt at køre til Rigshospitalet for at få stråler. Så måtte pigerne og jeg gå ud og lege eller gå en lang tur, når hun skulle hvile lidt.
Atlas er begyndt at blive "teenagefræk", men han lystrer nogenlunde, så han kan godt gå løs ved campingvognen.
4/8-2016
Pigerne nød virkelig sommervejret og den store legeplads.
5/8-2016
Naturligvis er der ingen sommer i Danmark uden regn, men det syntes Nova nu var meget sjovt.
6/8-2016
Der var blevet et par parceller ledige ved legepladsen, så der rykkede vi op.
Både pigerne, Henriette og jeg syntes det var fantastisk, at de selv kunne løbe over og lege og Vega er super dygtig til at passe på hendes lillesøster.
9/8-2016
Vejret var igen blevet dårligt...
Det var autocamperen overfor også lidt trist over.
17/8-2016
Hjemme igen. Vi havde købt et brugt fortelt til campingvognen, så jeg gik igang med at lave et fast gulv.
Jeg havde en masse materialer på lager så gulvet blev opbygget med fugtspærre og 100mm isolering.
18/8-2016
Så skal gulvet bare have lidt brædder som afslutning langs kanterne, og så er det færdigt.
19/8-2016
Pigerne og især Vega har hidtil været vant til, at alt hendes legetøj var på "rotation" i campingvognen pga. manglende plads, så da gulvet var færdigt hentede jeg det meste af legetøjet og stillede midt på gulvet. Det var som juleaften for dem, da jeg havde hentet dem fra institution og de kom hjem og så det hele samlet - de havde dårligt tid til at komme ind og spise aftensmad, så meget legede de.
24/8-2016
Efter bonden også havde høstede marken lige ved siden af campingvognen, fik Bertram, Vega, Nova og Atlas meget tid til at gå i halmen...
27/8-2016
Stor var skuffelsen den dag, bondemanden samlede det hele og pressede baller.
30/8-2016
Pigerne og jeg havde fået besøg af "livsnyderne" aka Randi og Jørn. De havde samtidig som os fået en ny hundehvalp, endnu en Rottweiler. Det tog ikke de to hunde længe at "finde hinanden" og lige bortset fra at Henriette manglede (boede på patienthotel den sidste uge af sine stråler), så var alt snart ved det gamle igen.
Randi lavede aftensmad, som vi nød ude i det gode vejr.
Atlas og Kairo søgte skygge under campingvognen på den varme sommerdag.
1/9-2016
Randi havde endnu engang stået for madlavningen som vi indtog i teltet mens Atlas og Kairo var på strejf. Mens vi spiste lagde vi lidt planer over endnu en kommende Spaniens tur. Pigernes, Henriettes og min sommer var gået med stråler og kemo og Henriette var efterhånden i uhørt godt humør og var frisk og fuld af fight i forhold til kræften, så vi mente, at en tur til Spanien i September måtte være på sin plads.
Livet havde det sidste stykke tid lært os, at det er flygtigt. Så vores beslutning om, at eventyret var slut, blev revideret, og da Henriette efterhånden var i fantastisk form både fysisk og mentalt, så var det oplagt med endnu en tur til Costa del Sol. Følg med i næste beretning, hvor vi sætter kursen mod sydens sol og en smule mere eventyr.