Sommerferie Kroatien 2023 - Del 4
At komme til Peljesac medfører normalt en tur ind gennem den landtange, som Bosnien har ud til Adriaterhavet, med grænseovergang og ventetid til følge. Men for nylig stod en bro færdig, bygget af kinesere, og for en stor del betalt af EU (hvordan det end giver mening) som lige før grænsen til Bosnien går over vandet til den Kroatiske halvø Peljesac.
En super flot og stor bro, som går fra to store vejbaner på broen, over i meget små veje på Peljesac. Her blev vi ledt gennem en olivenlund, hvor asfalten ikke var bredere end Alpina’en, og hvor oliventræerne meget af vejen kyssede begge sider af sigøjnervognen. Når vi mødte modkørende, så var det helt ned i fart, og snige sig forbi hinanden.
Henriette, som gennem tiden har været udsat for lidt af hvert, på vores mange kilometer i og udenfor Europa, syntes turen var angstprovokerende. Hun trøstede sig med, at vi snart ville ramme en “hovedvej”, men da vi ramte den, blev det ikke meget bedre. Nok var her to asfaltbaner, men de var små og de snoede sig op og ned gennem bjergene og små byer. Fra broen og til Camping Nevio, betegner hun som noget af det mere hårrejsende vi har kørt - jeg havde “the time off my life”
God fornøjelse med sidste del af Sommerferie Kroatien 2023.
En super flot og stor bro, som går fra to store vejbaner på broen, over i meget små veje på Peljesac. Her blev vi ledt gennem en olivenlund, hvor asfalten ikke var bredere end Alpina’en, og hvor oliventræerne meget af vejen kyssede begge sider af sigøjnervognen. Når vi mødte modkørende, så var det helt ned i fart, og snige sig forbi hinanden.
Henriette, som gennem tiden har været udsat for lidt af hvert, på vores mange kilometer i og udenfor Europa, syntes turen var angstprovokerende. Hun trøstede sig med, at vi snart ville ramme en “hovedvej”, men da vi ramte den, blev det ikke meget bedre. Nok var her to asfaltbaner, men de var små og de snoede sig op og ned gennem bjergene og små byer. Fra broen og til Camping Nevio, betegner hun som noget af det mere hårrejsende vi har kørt - jeg havde “the time off my life”
God fornøjelse med sidste del af Sommerferie Kroatien 2023.
10/7 - Dag 16
Så er sigøjnerlejren pakket sammen, og vi er så småt klar til turen op af af de små snoede bjergveje på Autokamp Sirena.
Under nervøse italienske campisters blik, fik jeg bakket Alpina'en ud mellem rækken af autocampere og campingvogne.
Så var det bare at smide en spand kul på og holde tungen lige i munden, og forcere de 3 "bjergplateau'er" man skulle igennem for at komme op til receptionen.
Lige efter Pisak hvor man skal over bjergene for at komme ud til motorvejen, får man et fantastisk view ned af kysten mod Makarska.
På den anden side fandt vi motorvejen, og så var det bare sydpå mod broen til halvøen Peljesac.
Den nye bro er nu flot, og helt uhørt kostede det ikke noget at passere.... endnu, fristes man til at tro.
Da GPS'en viste til højre her var vi faktisk en smule skeptiske, men vores trang til altid at tage den direkte rute har ofte ført os mange mulige, umulige og fantastiske steder hen, så vi adlød og svingede til højre.
Pause på vej gennem olivenlunden.
Endelig ude på en "hovedvej" igen, men man kan ikke slappe af, for den snor sig op og ned af bjergsiderne, og der er ikke mange centimeter at give af når man møder modkørende, især lastbiler. Henriette der normalt tager en del billeder løbende, når vi kører, hun havde mere travlt med at få styr på bekymringer end at tage billeder.
Ankommet til Camping Nevio parkerede jeg foran receptionen. Da jeg gik ind, stod campingmutter med hænderne foran øjenene og sagde “oh no, i can’t look”, mens hun havde retning mod Alpina'en.
Selvom jeg havde set adskillige YouTube videoer og Google Street View over pladsen, så insisterede hun på, at jeg i golfvogn skulle køres ned til vores parcel, så jeg kunne vurdere pladsen, eller manglen på samme.
Det ændrede ikke min holdning, jeg sku’ nok få klemt Alpina’en ind. Hun gentog med hænderne for øjenene, “oh no, i can’t look”
Som sagt, så gjort, og sigøjnervognen kom på plads. Campingmutter kvitterede ved, at hendes søn senere på dagen, blev sendt ned med to kolde øl, fordi jeg havde fået vognen på plads
Selvom jeg havde set adskillige YouTube videoer og Google Street View over pladsen, så insisterede hun på, at jeg i golfvogn skulle køres ned til vores parcel, så jeg kunne vurdere pladsen, eller manglen på samme.
Det ændrede ikke min holdning, jeg sku’ nok få klemt Alpina’en ind. Hun gentog med hænderne for øjenene, “oh no, i can’t look”
Som sagt, så gjort, og sigøjnervognen kom på plads. Campingmutter kvitterede ved, at hendes søn senere på dagen, blev sendt ned med to kolde øl, fordi jeg havde fået vognen på plads
En ny sigøjnerlejr er etableret. Henriette har fattet en bog og har smidt sig i hængekøjen...
...jeg kørte lige et sæt, mens jeg sad og nød livet en stund...
...pigerne gik sammen med en af vores venners døtre i gang med at male sten.
Hen af eftermiddagen var alle kommet, så vi mødtes hos os til en lille forfriskning.
Jeg havde sat Vega og Nova's net op , og denne gang til volleyball, så alle pigerne kunne spille sammen, dog med en badebold.
Sloveneren i baggrunden med den nye vw camper, var ikke fan!
Sloveneren i baggrunden med den nye vw camper, var ikke fan!
Aftensmaden kom fra strandbaren. Jeg ville ønske det var til mig, men det er nu nok til hans øl som Jan sender et hjerte til.
Efter pizza hyggede nogle af pigerne på gyngen i vandkanten...
...mens Nova havde travlt med lave gymnastik.
Nogle af pigerne fik sig en aften svømmetur...
...Nova lavede stadig gymnastik.
11/7 - Dag 17
Ny dag som primært havde det formål, at vi skulle på stranden...
...vi skulle bare lige derned.
Som Autokamp Sirena så er Camping Nevio anlagt på en skråning, så hvis man som os, boede på toppen ved pool'en, så medførte det en relativ hård ned og opstigning for at komme til stranden og tilbage.
Som Autokamp Sirena så er Camping Nevio anlagt på en skråning, så hvis man som os, boede på toppen ved pool'en, så medførte det en relativ hård ned og opstigning for at komme til stranden og tilbage.
Selvom Henriette hjemmefra fandt det lettere sindssygt, at jeg pakkede en “Airtrack” i bilen (oppustelig gymnastikmadras på 4x1m), så var det et kæmpe hit hos de mange børn, vi alle har tilsammen (11stk.), så det lettere sindssyge, blev ændret, til lettere genialt. Den blev af snor bundet i håndtag på madrassen og i to 10L vandflasker fyldt med sten, ankret et stykke ude, så børnene kunne lave hovedspring og lign. fra den.
Der var mange søpindsvin, så det var badesko når der skulle bades.
Ud på dagen blev Jan træt.
(det var til ære for fotografen, for Jan kan hive en del piverter inden han går ned)
(det var til ære for fotografen, for Jan kan hive en del piverter inden han går ned)
Om aftenen gik vi en tur ind til Orebic.
Jan havde fået lovet alle børn en is, så ved første isbod måtte han hoste op.
Orebic havn.
Færgen til Korcula.
Næsten alle børnene sluttede aftenen af på fodboldbanen.
12/7 - Dag 18
Endnu en dag på stranden måtte der til, så vi steg endnu engang ned af bjerget og tilbragte det meste af dagen ved vandet.
På trods af de havde tilbragt det meste af dagen ved stranden, så gik de fleste børn i pool'en, så snart vi var kommet hjem.
Aftenen gik hos Thomns, med et planlægningsmøde. Hjemmefra havde jeg fået den “geniale” ide, at vi burde bestige halvøens største bjerg, Sveti Ilija, hvor Orebic og Camping Nevio ligger ved foden af det.
Der var forskellige ruter op, og for det ikke skulle være for nemt, så valgte vi den stejleste, som lød på 16,2% stigning i gennemsnit hen over 6 km.
Både for, at vi ikke skulle døje for meget med varmen, og fordi vi gerne ville se solopgangen på vej op af bjerget, så aftalte vi afgang fra campingpladsen kl. 04.30
Jan hyggeonkel ville blive hjemme og passe på alle ungerne, da turen ikke var børneegnet.
Et par biler blev kørt ud foran campingpladsen, så vi ikke ville genere de andre campister, med det nærmest retarderet tidspunkt vi skulle afsted.
Der var forskellige ruter op, og for det ikke skulle være for nemt, så valgte vi den stejleste, som lød på 16,2% stigning i gennemsnit hen over 6 km.
Både for, at vi ikke skulle døje for meget med varmen, og fordi vi gerne ville se solopgangen på vej op af bjerget, så aftalte vi afgang fra campingpladsen kl. 04.30
Jan hyggeonkel ville blive hjemme og passe på alle ungerne, da turen ikke var børneegnet.
Et par biler blev kørt ud foran campingpladsen, så vi ikke ville genere de andre campister, med det nærmest retarderet tidspunkt vi skulle afsted.
13/7 - Dag 19
Klokken 03.59 stod vi op og så fik Atlas en morgentur, og 04.30 stod vi alle klar foran receptionen.
Startpunktet lå en kort køretur fra campingpladsen og vi var alle lidt spændte, som vi kørte op ad en lille grusvej i mørket for at finde et sted at parkere.
Med lys fra en telefon kunne vi konstatere, at det skilt vi stod foran, var startpunktet på ruten, som ville føre os op i 961 meters højde, over en strækning på knap 6 kilometer - på det her tidspunkt, var det endnu ikke gået op for den rygende kranfører uden kondi, hvilken sindssyg tur, jeg lidt naivt, havde sat gang i.
Med lys fra en telefon kunne vi konstatere, at det skilt vi stod foran, var startpunktet på ruten, som ville føre os op i 961 meters højde, over en strækning på knap 6 kilometer - på det her tidspunkt, var det endnu ikke gået op for den rygende kranfører uden kondi, hvilken sindssyg tur, jeg lidt naivt, havde sat gang i.
Det første stykke, skulle der ligges hårdt ud, da vi i mørket skulle gennem et skovstykke med nogle hårde stigninger. Derefter fulgte et “narre stykke”, hvor stigningen var moderat og jeg tænkte: “I got this”. Det stykke tog os rundt om et bjerg, og så begyndte turen for alvor!
Ad små stier på kanten af bjerget fulgte nu et par timer med stigninger, som var en bjergbestiger værdig. I løst underlag knoklede vi på og jeg prøvede, det bedste jeg har lært at lade som om, at jeg var i kontrol, selvom mine lunger skreg på ilt.
Det smukke view ud over Peljesac og Korcula hjalp dog på humøret, og da solen stod op, fik vi alle en dosis energi mere.
Ad små stier på kanten af bjerget fulgte nu et par timer med stigninger, som var en bjergbestiger værdig. I løst underlag knoklede vi på og jeg prøvede, det bedste jeg har lært at lade som om, at jeg var i kontrol, selvom mine lunger skreg på ilt.
Det smukke view ud over Peljesac og Korcula hjalp dog på humøret, og da solen stod op, fik vi alle en dosis energi mere.
Solen gav lidt ekstra energi, og for undertegnet var det hårdt tiltrængt.
Vi var efterhånden så højt oppe så vi også kunne se til Korcula (over til højre).
Efter knap 3 timers vandren var toppen endelig i sigte.
Toppen af Sveti Ilija.
Man begynder at forstå, hvorfor køreturen fra broen og til Camping Nevio var så "spændende", når man kigger ind langs halvøen til fastlandet.
Just som vi stod og var lidt imponeret over os selv, kom først en mand gående op med en mountainbike på ryggen, og derefter kom en nordmand løbende op og slukkede sit ur på 53 minutter, hvilket er ny rekord på bjerget.
Vi havde egentlig slæbt min drone med, i forventning om gode billeder og film, men på toppen blæste det så meget, så vi havde svært ved at bevare fodfæstet. Så det blev desværre ikke til nogle droneskud.
Vi havde egentlig slæbt min drone med, i forventning om gode billeder og film, men på toppen blæste det så meget, så vi havde svært ved at bevare fodfæstet. Så det blev desværre ikke til nogle droneskud.
Efter en halv time på toppen gik turen ned igen.
Ja så skal vi bare ned til Orebic igen.
Mens alle andre stille og roligt står og tjekker tider osv. Så kæmper jeg med at holde sammen på mig selv da jeg var helt færdig.
Turen ned var ingen lise, da man skulle koncentrere sig sindssygt meget i det løse underlag, for ikke at skride. De sidste 3 kilometer ned havde jeg de vildeste gummiben og jeg skulle bruge alt min energi, bare på at holde mig selv gående.
I 33 graders varme, og efter knap 12 kilometer, ramte vi igen bunden og sluttede tiden, på 5 timer og en sjat.
Turen ned var ingen lise, da man skulle koncentrere sig sindssygt meget i det løse underlag, for ikke at skride. De sidste 3 kilometer ned havde jeg de vildeste gummiben og jeg skulle bruge alt min energi, bare på at holde mig selv gående.
I 33 graders varme, og efter knap 12 kilometer, ramte vi igen bunden og sluttede tiden, på 5 timer og en sjat.
Data fra turen.
Hjemme på campingpladsen kunne vi stadig tælle 11 børn, så hyggeonkel Jan var også bestået.
Ud over, at have bespist ungerne og haft dem med i pool’en, havde han haft overskud til at handle ind, så der var en masse at drikke, og salt og sukker, til os der havde været på tur.
Skud ud til dig Jan, vi skylder en masse piverter
Ud over, at have bespist ungerne og haft dem med i pool’en, havde han haft overskud til at handle ind, så der var en masse at drikke, og salt og sukker, til os der havde været på tur.
Skud ud til dig Jan, vi skylder en masse piverter
Der var ikke rigtig nogle der følte for en tur ned af "bjerget" til stranden, så resten af eftermiddagen gik ved pool'en.
Aftensmaden kom fra pladsens restaurant.
14/7 - Dag 20
Der var umiddelbart ikke så meget på programmet, så bøffen og jeg gik en lang tur.
Jeg fik også svunget mig op til at tømme pruttønden i den gratis Camperclean.
Atlas skulle også en tur i bad så Nova og jeg gik mod de fine hundebade ved sanitetsbygning 1.
Atlas er ikke ubetinget glad for at komme i bad.
Med alle de gøremål overstået, så var det også blevet tid til en tur på stranden.
Børnene øvede sig i forskellige hovedspring...
...indtil de voksne overtog airtracken.
Da legen var overstået fandt vi os hver en madras og en kølig til hånden.
På land igen fandt vi endnu en kølig.
Pigerne har gennem tiden fundet "flotte" sten i mange forskellige lande og slæbt med hjem, så denne 2-3 kg tunge sten med tegn af forsteninger, insisterede Vega på, at den skulle med hjem til DK.
Efter hårde forhandlinger blev det aftalt af denne blev liggende til den næste campist på parcellen, når vi engang kørte.
15/7 - Dag 21
Man kan ikke være så tæt på Korcula, uden at besøge den gamle by. Så dag 21 var afsat til at besøge byen formet som et fiskeskellet.
Dagen var også afsat til en farvelmiddag med alle vores venner, da vi dagen efter ville påbegynde de 2000km tilbage til Danmark.
Vi tog en rutebåd fra Orebic havn over til øen.
Dagen var også afsat til en farvelmiddag med alle vores venner, da vi dagen efter ville påbegynde de 2000km tilbage til Danmark.
Vi tog en rutebåd fra Orebic havn over til øen.
Mens vi sejler kan vi se op til toppen af Sveti Ilija, som vi "besteg" et par dage tidligere.
De forventninger jeg havde til byen, var en slags lille Venedig, bare uden vand, og det blev indfriet.
Flotte gamle bygninger bundet sammen af små gader og gyder i et stort virvar, og tilsat et hav af restauranter.
Den slags kan have tildens til at ligne hinanden, så en af “juvelerne” ved Korcula er vel, at de bryster sig af Marco Polo’s fødested.
Huset han angiveligt blev født i, var dog lukket, så det blev bare til en masse vandren i de små smøger.
Flotte gamle bygninger bundet sammen af små gader og gyder i et stort virvar, og tilsat et hav af restauranter.
Den slags kan have tildens til at ligne hinanden, så en af “juvelerne” ved Korcula er vel, at de bryster sig af Marco Polo’s fødested.
Huset han angiveligt blev født i, var dog lukket, så det blev bare til en masse vandren i de små smøger.
Tjeneren igang med at styge dugene på denne Michelin restaurant.
Da de små gader og smøger var vandret på kryds og tværs, ville vi finde en restaurant...
...her kæmpede tjeneren med at holde styr på mad og drikke til 19 personer, separerede ud på 4 familier.
Inden turen gik tilbage til Orebic, fik vi på havnen et syn af rigdom, i form af en mega udlejningsyacht til den nette sum af 1.000.000 Euro om ugen! + udgifter.
Ombord på den noget mere moderate rutebåd gik turen mod Orebic havn igen.
Hjemme ved campingpladsen, tog vi alt det grove af sammenpakningen, så vi dagen efter i nogenlunde tid kunne sige farvel til vores venner, Camping Nevio, og når den tid kom, Kroatien og dette års sommerferie.
Hjemme ved campingpladsen, tog vi alt det grove af sammenpakningen, så vi dagen efter i nogenlunde tid kunne sige farvel til vores venner, Camping Nevio, og når den tid kom, Kroatien og dette års sommerferie.
16/7 - Dag 22
Vi kom til at sove længe så inden sigøjnervognen var bakset ud, og vi havde sagt farvel til alle, så var klokken blevet 09.30.
Først via de små bjergveje til den smalle olivenlund, så over broen bestilt på Wish, og så ellers direkte nord.
Ved broen tog vi en kort pause, da der ligger en rasteplads med kig til det flotte bygningsværk.
Nova havde lidt ferielektier hun ikke var blevet færdig med, så dem kunne hun passende kigge på nu.
På turen derned og hjem satte pigerne også et par bøger til livs.
Lige inden grænsen til Slovenien var vi inde og købe vignetter til både Slovenien og Østrig.
Aftensmaden kom fra den gyldne måge et stykke inde i Slovenien.
Efter endnu nogle timer hed landet Østrig og vores tanker gik på, at vi gerne ville nå til Tyskland inden vi fandt en rasteplads at gå til ro på.
Det tordnede og lynede en hel del gennem Østrig, så det var noget af et lysshow vi kørte i.
Lidt før midnat trillede vi efter 963 km ind på en rasteplads nær Passau i Tyskland. Så var første halvdel af hjemturen overstået og så var det bare i køjen for at blive klar til sidste halvdel dagen efter.
17/7 - Dag 23
Dag 23 startede med morgenkaffen under markisen. Det stod ned i stænger og var 18 grader, velkommen nordpå.
Godt bombet fulgte endnu en laaaang dag i bilen.
Godt bombet fulgte endnu en laaaang dag i bilen.
Det blev til en hel del Uno for pigerne.
Sidste tisse og vand pause lige før Lübeck og så var næste stop, færgen i Puttgarden.
I færgelejet berøvede de os for 243 Euro for en enkeltbillet, så det var ikke meget slik, der blev råd til ombord på færgen.
Efter lige knap 1000 km bakkede vi ind i indkørslen omkring klokken elleve, og kunne begynde en grov udpakning af sommerferie 2023.
På gensyn i næste beretning fra et sted i Europa.