Campingeventyr
..........en rejse på tusind mil starter med et pakket vogntog
  • Home
  • Rejser med campingvogn
  • Småture med campingvogn
  • Vogntog gennem tiderne
  • Udstyr og ombygninger
  • kontakt
Sommerferie Italien, Kroatien & Østrig 2022
Sommerferien havde endnu engang meldt sin ankomst ,og det havde en ny trækker til campingvognen også, så vi så ekstra meget frem til årets sommertur. Og da corona blev skrevet i datid, så var der ikke nogen restriktioner at tage hensyn til. Det var kun indbyrdes hensyn, der skulle tages, så på bedste demokratiske vis valgte pigerne således en uge i Italien, jeg valgte en uge i Kroatien
og Henriette valgte en uge i Østrig.
​ ​Vi har mange gange krydset Alperne via Tauerntunnel i Østrig, og en enkelt gang via San Bernardino bjergpasset i Schweiz. Så i og med vi skulle til Gardasøen, så kunne vi få taget vores Innsbruck-mødom og køre den vej gennem bjergkæden.
  Efter en uge i Italien, skulle vi mødes med venner i Kroatien, og selvom vi for mange år siden havde besøgt Camping Strasko på øen Pag, og vi allerede efter èn dag blev skræmt væk af druk og høj musik, så ville vi give den endnu en chance. Derefter stod den på nogle dage ved Kaprun i Østrig og til slut nogle dage i Berchtesgaden i det sydlige Tyskland.
​God fornøjelse med beretningerne.

29/6 - 2022
Picture
Markisetæppet havde i den grad brug for en vask inden afgang.
Picture
Vega og Nova farede ind og ud af vognen med ting, som de mente var nødvendige. Hen under aften havde vi fået afstemt "nødvendige" ting, og sigøjnervognen stod atter engang klar til eventyr.

30/6 - 2022
Picture
Klokken 04.00 ringede vækkeuret, og så var det en hurtig omgang morgenmad, og så få pakket det sidste fra køleskabet ud i campingvognen sammen med dyner, tandbørster og hvad vi ellers lige manglede.
Picture
Klokken lidt i fem var vi klar til afgang.
Den "nye" bil er i store træk magen til den gamle, den er dog faceliftet, noget bedre udstyret, lidt flere Hk, og ikke mindst, så havde den næsten 500.000km mindre på klokken, da vi fik den. Så alt i alt burde alt være fryd og gammen, men, men, men.... 
Fire dage inden afgang opdager vi, at klimaanlægget ikke kølede, som det skulle. Jeg strøg til mekanikker med tanken på, at det bare skulle fyldes med kølemiddel (Bilen er købt en bro og 320km væk, så der var ikke tid til at indlevere den til garanti-reparation). 
Desværre viste det sig, at anlægget var utæt og derfor skulle bilen tilbage til forhandler, men det kunne vi ikke nå inden ferien, så vi spurgte os selv: "Hvad gjorde de i gamle dage, da de kørte sydpå uden aircon? Hvor slemt kan det være?" og ville derfor tage turen uden. 
Picture
For en gangs skyld startede ferien ved Rødby - Puttgarden færgerne. 05.35 trillede vi ind på vogndækket, og så ventede 45 minutters sejlads før, ferien for alvor startede.
Picture
Picture
Morgenmaden nød vi på den anden side af Hamburg, og på billedet holder vi på en rasteplads i Kassel, hvor vi indtog frokosten. 
Picture
Picture
Picture
Pause lidt før Nürnberg, hvor Nova var faldet godt og grundigt i søvn.
Selvfølgelig fik vores manglende klimaanlæg følgeskab af den varmeste sommer i mands minde, så vi holdte lidt flere pauser end normalt. Det gjorde vi ikke mindst, fordi vi kørte med åbne vinduer for at blive kølet bare en smule, så pauserne var en kærkommen chance for at slippe for larmen og susen for ørerne.
Picture
Da Nova vågnede, satte hun sig om foran, og pigerne imiterede Henriette og jeg.
Picture
Picture
En gammel traver på rejsedage, er for os Mc Donald's. Således kom aftensmaden derfra, og vi fandt den på en rasteplads i Greding. Min mave havde slået lidt knuder den sidste times kørsel, så helt uhørt spiste jeg kun halvdelen af min burger.
Picture
Picture
Picture
Min mave slog stadig lidt knuder, så efter en køredag på i alt 950 km, så søgte vi ind på nærmeste rasteplads for at slå en lejr op for natten. En dejlig en af slagsen med separat afsnit til biler, og biler med campingvogn. En højdebom forhindre lastbiler i at køre derind, så der var både god plads og ro.... eller det vil sige næsten, for meget af indflyvningen til München lufthavn foregik hen over rastepladsen. Men vi var godt tilfredse alligevel, kontra en alm. rasteplads med larm fra lastbiler.
Picture
Mens Atlas luftede sig selv, så spillede Nova og jeg fodbold for at brænde lidt energi af.
Picture
Mens jeg sad ude på en bænk, kom to tyskere hen og spurgte ind til både Atlas og campingvognen. Vi fik os en lang snak, da en af dem også kørte med campingvogn. Efter snakken spurgte de, om jeg ikke ville med over ved deres lastbiler og ha' en øl, og jeg takkede naturligvis ja....
Picture
....det var nu meget fornøjeligt, indtil der tikkede en sms ind på min telefon fra Henriette: "Hvad laver du??????". Nå ja, jeg havde lige glemt at fortælle om mine nye venner. Jeg drak ud og fandt Alpina'en... for husfredens skyld.

1/7 - 2022
Picture
Næste morgen begyndte Alperne at vise sig frem, og så var det bare at holde til højre mod Innsbruck.
Picture
Picture
Køen var lang og stillestående nordpå og underlig tom sydpå.
Picture
Lidt efter Innsbruck tog vi en kærkommen pause, hvor vi hydrerede og nød udsigten.
Picture

Følg med i næste beretning hvor vi ankommer til Italien og forsøger at holde varmen ud.
Sommerferie 2022 - Del 2 Italien
Proudly powered by Weebly