Georgien

Efter "udskrivning" af Tyrkiet skulle vi godkendes til at entrere Georgien.
Det gik relativt ubureaukratisk, og grundet det tidlige tidspunkt vi havde valgt at passere grænsen, var der næsten ingen kø.
At få hundene med ind i Georgien gik også over al forventning, da ingen ville se nogle former for papirer på dem. 
Billedet: Kort efter grænsen mellem Tyrkiet og Georgien
Så snart vi kom over grænsen, kørte vi ind til siden, da vi ingen forsikring havde på vores køretøjer i Georgien.
Det grønne og røde kort gælder ikke i Georgien, og ingen danske forsikringsselskaber ønskede at forsikre vores køretøjer i landet - heller ikke tyske eller engelske selskaber, hvor vi også havde hørt om vores muligheder.
Vi havde derfor hjemmefra, været i kontakt med et georgisk forsikringsselskab som ville forsikre os - lidt dyrt,  men vi havde ikke andre valg hvis vi ville forsikres. 

På billedet holder vi og venter på 2 fra gruppen, som er kørt med guiden til Batumi for at betale og hente forsikringerne. En relativ kort køretur MEN (hold fast her) - en adresse der var svær at finde - et forsikringsselskab der først åbnede kl. 10 og krævede over 200 underskrifter fra vores 2 stakkels sortehavsdeltagere, på forsikringpapirene - og som for øvrigt ville med tilbage til grænsen for at fotografere alle køretøjer, gjorde at det blev en langsomlig affære. Der blev tid til en masse gåture i området og på stranden hvor vi så delfiner, mens vi spændt ventede på vores forsikringer, så turen kunne fortsætte. Kobuleti var dagens mål og kun et par timers kørsel væk.  
Stranden ved grænsen, hvor man lige kan skimte den sidste moske i Tyrkiet.
En georgisk grænsevagt/politibetjent som syntes, at Sissi og Gastong ville være nogle gode vagthunde.
Som så mange andre på turen rundt om Sortehavet, var betjentens indgangsvinkel til at snakke med os om hundene at pege på dem og spørge os: "dog"??? Det spørgsmål fik vi så mange gange på turen, så vi til sidst begyndte at sige: "no, horse - ihiii"  :-) 
Inden længe kom også 3 af grænsevagtens kollegaer over for at kigge på hundene, de grinede og snakkede meget sammen, mens de pegede på Sissi og Gastong. Den muntre tone blev afbrudt af hvad der virkede som en overordnet til grænsevagterne, han kom gående over mod dem, mens han råbte noget på georgisk, hvorefter de alle løb tilbage til deres poster på grænsen :-)   
Et flodleje som nok rummer en del mere vand i foråret, når sneen i bjergene smelter. Lige nu er vi midt i september, og en lille "å" er hvad det kan blive til. 
Vi tankede ved den første tankstation der kunne rumme hele kolonnen.
Næsten alle vogne havde nøje kalkuleret med at opbruge så meget som muligt af det dyre tyrkiske diesel (14-15 Kr/L), de havde i tanken, inden vi kom ind i Georgien. Her kunne vi nemlig fylde op til 6-7 Kr/L - senere tankede vi endnu billigere længere inde i landet.    
Flot strandboulevard på vej gennem badebyen Batumi.  Vores guide, vagt og deres chauffør kører i den vinrøde bil i billedet. 
Batumi er en flot badeby med europæisk standart og en masse imponerende byggerier - det hele emmer af mange penge. Af uvisse årsager har vi ingen billeder derfra - måske Batumi bare var SÅ imponerende!? :-)  
Billedet: Stranden i Kobuleti som blev første georgiske overnatningsted
Der findes ingen campingpladser i Georgien, så det var op til vores guide at finde steder vi kunne overnatte.
Alle de steder vi skulle overnatte i Georgien, ville vi ikke have adgang til strøm og vand, så nu skulle vores batterier og solceller stå sin prøve. Der er først udsigt til strøm, når vi om en uges tid ankommer til første overnatningssted i Rusland. Vand skal vi i Georgien skaffe undervejs. 
Guiden Nico, kunne med hensyn til trafikken oplyse, at der ingen hastigheds grænser er i Georgien - de få skilte der findes med max. hastighed, som vi kender hjemmefra, er her i Georgien kun et foreslag/anbefaling :-)  I øvrigt er det de færreste, der har kørekort, da det ikke kræves - flere gange undervejs, morede vores georgiske drenge sig også med at lade vagten Gaga (der ikke har kørekort) køre, da han jo skulle lære det  :-) 
På stranden løb der "vilde" heste rundt. 
Hestene har en ejer forklarede guiden, men da de færreste har råd til et stykke jord, går mange landbrugsdyr frit rundt, så de kan græsse på offentlige arealer,  så må folk der dyrker afgrøder hegne dem ind. 
Udsigten fra stolen under markisen var lige til at holde ud, selvom affald skæmmer udsigten.
Hen under aften kom der en fotograf forbi, som blandt andet arbejder freelance for National geographic.
Han ville gerne tage nogle billeder af hundene, og det fik han lov til. Han lovede at sende dem og fik vores mail adresse, men vi regnede dog ikke med at høre fra ham igen. Kort efter hjemkomst fra sortehavsturen, modtog vi en kopi af de billeder han tog , samt hans tilladelse til at bringe dem på Facebook og hjemmeside :-)
Lykken er, når man fra sin campingvogn kan se solen gå ned over havet :-)
Hestene var stadig på stranden ved solnedgang og lod os komme tæt på, så vi forevigede dem i flere eksemplarer som følger nedenunder.
Billedet: Besøg af Bendt på stranden
Næsten morgen, mens jeg gik uden for campingvognen og børstede tænder, så jeg en gammel autocamper køre ind på strandarealet, og da den kom nærmere kunne jeg se på nummerpladen, at det var en dansker..... Tænk at være så mange tusind kilometer hjemmefra i et så lidt besøgt et land som Georgien, og så er den første autocamper du ser en dansker! :-)

Bendt kørte alene og var kørt via Moskva og Rusland til Georgien. Han kunne "aflive" vores værste frygt omkring grænsen i Kaukasusbjergene, da han var kommet over den vej. Han kunne desuden fortælle os om en 13 km hullet grusvej i Kaukasusbjergene, som leder op til grænsen mod Rusland, hvor vi nok skulle afsætte god tid til at passere. 
Bendt og hans autocamper havde begge mange år på bagen, og kunne berette om rejser til fjerne lande som Iran og Egypten.

For sortehavsgruppen var dagens strækning til at overse, da vi kun skulle køre ca. 20 km til det magnetiske og sorte sand på Ureki Beach.
Nærmest inden bilen var blevet varm, ankom vi til Ureki Beach. Her skulle vi overnatte ved stranden, der er berømt for sit sorte og magnetiske sand, som efter sigende også er helbredende.
Da jeg mener man skal holde kontakt, og give plads, til sit indre legebarn (som jeg også gør, når jeg kører med stort vogntog, brumm brumm) kravlede jeg op i et træ, som en anden abe, og tog dette billede ud over "campingpladsen" :-)  
Billedet lånt af Oldcampisten
Om eftermiddagen gik vi en tur ned i byen for at proviantere.
Ureki Beach er som Batumi en badeby, men modsat Batumi, er Ureki præget af forfald og benyttes vist mest af de lokale.
På billedet optræder den lokale mekaniker på hovedgaden.
Pengeautomat hvor vi snakkede om placeringen. Det havde ikke gået derhjemme, da den formentlig hurtigt ville få besøg af en gummiged.
Lidt proviant måtte vi også lige have med hjem fra en af de lokale købmandsbutikker.
Tilbage på stranden. Her fik vi besøg af 3 lokale unge, som flettede kurve af visne grannåle og de ville gerne sælge dem. De få de havde lavet blev hurtigt revet væk, og mange i gruppen lagde bestillinger ind på flere kurve, som de lokale lovede at gå hjem og flette inden vi skulle køre næste morgen. Desværre vendte de ikke tilbage den efterfølgende morgen.
På Ureki Beach mødes man af et kors på vej ned til stranden, om det er noget religiøst, et mindesmærke eller bare til skræk og advarsel, det fandt jeg aldrig ud af. 
Efter en svømmetur i Sortehavet, slebte jeg lidt af Ureki Beach med tilbage til campingvognen. Sandet på stranden er magnetisk, men det er dog ikke magnetisme, der får sandet til at hænge på mine fødder :-)
Endnu en smuk solnedgang i rækken. Den bliver dog lidt skændet af alt det affald der ligger over alt, og som vi har set i større eller mindre grad i alle lande siden Rumænien :-(
Billedet: Klar til afgang fra Ureki Beach
Næste morgen er vi klar til afgang, dagens mål er en skov ca 200 km fra Tblisi. Undervejs vil vi tage en afstikker, for at besøge en forholdsvis ny opdaget drypstenshule (1983). Da jeg hjemmefra havde havde fundet og haft alt kontakt med guiderne, og ansvaret for planlægningen af gruppens færd i Georgien, lå Henriette og jeg forrest i gruppen hver dag. Her havde vi via håndholdte walkier, kontakt med guiderne, som førte an for kolonnen. Efter bedste evne formildede vi så kørsels anvisninger videre til resten af gruppen, via de "faste" walkier alle havde i bilerne.
På vej gennem en lille by, hvor den lokale "El-giganten" holder garagesalg.
Efter et par timers kørsel var det blevet tid til en pause.
Billedet: Vores guide, vores vagt og deres chauffør
Tillad mig at præsentere vores tre georgiske venner fra højre mod venstre:
Nico: Vores guide og den eneste af de tre der kunne engelsk.
David: Var chauffør af den bil de kørte i.
Gaga: Vores vagt.  


Drengene havde aldrig været guider før, eller planlagt campingrejser gennem Georgien,  alligevel fandt de det ene naturskønne overnatningssted efter det andet til os. Hver aften/nat tog 2 af dem på hotel og overnattede, mens den sidste (mest Gaga) blev tilbage og sov i bilen, så han kunne holde øje med os.
Ankommet til drypstenshulen, Prometheus hule.
I hulen var der dette hulemaleri, som vi diskuterede "ægtheden" af - bedøm selv.
Drypstenshulen ligner dem man også ser i Europa. Drypstenshuler er jo i al sin forskellighed, stort set ens - denne er bare lige en tand mere imponerende, end andre vi har set. Hulen er 31 km lang og guiden fortalte, at der stadig er afkroge, de ikke har været i endnu, og meget af den ligger under vand. Den del der er åben for turister, er kun 2 km lang.
De sidste 400 meter foregik i båd og med hjelm på, da man mange steder skulle bukke hovedet for ikke at ramme loftet i de små "vandgrottekanaler" 
På vej videre mod Tblisi, så vi denne georgiske ambulance af ukendt russisk fabrikat.
Billedet: Skov "stellplads" 
Sen eftermiddag ankom vi til dagens overnatningssted, som er en skov ca 200 km fra Tblisi. 
I det kupperet terræn lykkedes det mig at rykke nogle ledninger løs, som løber langs vangerne på campingvognen. Flere af ledningerne fik revet hul i kappen, og en enkelt blev revet helt over, men intet problem, for gaffatape havde vi med i rigelige mængder. En samlemuffe fik atter kærligheden til at gnistre, mellem de 2 ender af den der blev revet over.
Det lykkedes mig aldrig at blive gode venner med det kupperet terræn. Ved afgang næste dag, sad vi fast med træk og bagende af campingvogn, så de 2 aksler næsten svævende i det fri - til stor morskab for resten af gruppen :-)
Vi var et stykke oppe i bjergene, som betød kølige temperature efter solnedgang, men også en fantastisk udsigt.
Vores guide sagde, at vi ikke måtte gå ud af vores campingvogne om natten, da der er mange ulve i bjergene. Vores sorte hund Gastong har sukkersyge, og det betyder, at han skal ud og tisse hver 4-5 time døgnet rundt.... også om natten. Den følgende nat, da jeg stod op for at lukke Gastong ud at tisse, gik jeg naturligvis med...... hen til døren, hvor jeg blev og lod Gastong gå ud i mørket for at finde et sted at tisse. Jeg var ængstelig, da jeg lukkede ham ud og enormt lettet, da han vendte tilbage uden en ulv i hælene :-)
Mariann fra vogn 4 havde fødselsdag og i al hemmelighed, havde de tre georgiske drenge været i Tblisi. De havde hentet råvare til et ægte georgisk måltid, samt en stor flot fødselsdagskage der var fremstillet hos en bager, med lys, fontainer und alles. Over bål tilberedte de maden, som de serverede med indtil flere liter hjemmebrændt snaps og vin, fra Davids far. I tillæg til dette holdt Nico en flot tale til os med mange fredselskende undertoner og håbet om et frit Georgien, som efter Niko's mening gerne måtte orientere sig mod Europa.
Næste morgen skulle vi atter op på "cyklen" og videre på vores rejse. Dagens mål er Tblisi og en stor sø, hvor vi skal overnatte 2 dage, undervejs stopper vi i Gori for at besøge Stalinmuseet.
Man begynder at fornemme, at man er langt hjemmefra, når skiltene begynder at vise til byer i Azerbaijan og Armenien.
Et stop på en rasteplads hvor en arkitekt rigtig havde fået lov til at folde sig ud........mon han havde aktier i en betonfabrik?  :-)
På vej ind i Gori hvor man lige kan skimte en person stå på muren af borgen.
Med zoom på.
Efter at have parket hele kortegen er vi klar til at besøge Stalinmuseet.
Stalinmuseet.
Indgangspartiet var lidt stenet vil nogle mene.
Vi havde en såkaldt engelsk talende guide, som viste os rundt. Desværre var hendes engelsk lidt gebrokkent og med meget accent, til gengæld snakkede hun enormt hurtigt. 
Nogle ville jo nok pryde den fineste del af huset med dette tæppe, mens andre nok ville bruge det som dørmåtte.
I et lille afsides rum i kælderen (nærmest gemt lidt væk) var der få billeder og lidt andet materiale/effekter, fra krigen mod Rusland i 2008.
Stalins togvogn som fragtede ham rundt i Europa og omegn, da han - i øvrigt uden sammenligning, som Lars Von Trier heller ikke kunne lide at flyve. Vognen er panseret og vejer 83 ton.
Her gik Stalin ud, når han skulle puste grise op i sin togvogn.
"Messen" i Stalins togvogn.
Resterne af Stalins gamle barndomshjem.
På vej videre mod Tblisi.
På vej gennem Tblisi så vi mange af denne slags betonbyggerier.
Efter en del søgen fra guidernes side for at finde en nedkørsel til søen, blev dette sted valgt til 2 dages overnatning. Tblisi får det meste af deres drikkevand herfra.
Næste morgen var det blevet tid til det vingårdsbesøg, som de fleste havde set meget frem til.
På billedet har Gaga sat sig til rette med en kniv i stolen, så han kan passe på køretøjerne, mens vi er væk. Jørn fra vogn 3 blev også "hjemme" for at passe på hundene..... Henriette blev ligeledes hjemme, da hun døjede med et maveonde (måske hun var skræmt af de historier, jeg havde fortalt hende om fårehoveder på menuen hos de lokale,  som man SKAL spise for ikke at fornærme værterne)  :-)
Billedet: På vej til et besøg på en vingård
Vi havde bedt guiderne skaffe en autentisk georgisk bus, og det gjorde de!
En Mercedes sprinter der havde kørt 1.500.000km, kun havde en vinduesvisker som fungerede med håndkraft, havde et bagtøj som snakkede helt vildt, og en chauffør som benyttede pauserne til at tage sit blodtryk og medicin. På trods af dette lå farten på 120 - 140 km/t på landevejen.
Hvorfor køre to gange når man kan nøjes med en :-)
Langs landevejen gjorde vi holdt så præsten, (vingårds ejerens søn)  kunne købe ind til det måltid, vi skulle have at spise senere. 
Præsten igang med at købe ost.
Brød skulle der også til, og det kom fra en landevejs bager.
"Undskyld, kan jeg bestille en taxi..... jeg skal have lidt bagage med"  :-)
Undervejs gjorde vi holdt ved dette monument, hvor mange lokale vaskede hænder.... måske de kunne bruge et magen til inde på Christiansborg. 
Her var der også mange herreløse hunde, som tiggede mad :-(
Ankommet til vingården, som fremstår enormt flot og er under renovering med statslige midler. 
Udsigt til Kaukasus.
Kurve som bliver brugt til at samle druer. 
Underjordiske gigant "krukker" som druerne gærer i.
Vi fik naturligvis lov til at røre lidt i "suppen"
Denne krukke var produceret i 1889.
Terrassen på vingården med udsigt over Kaukasus.
Smagsprøver fra sidste års produktion blev vi budt på, og til dato er det den bedste vin jeg nogensinde har smagt.
Efter besøget på vingården skulle vi ud til vinmarkerne for at plukke druer.
Vingårds ejeren viser først hvordan klaserne skulle klippes. 
Herefter fik vi saksen og skulle fylde 2 spande.
På vej tilbage til præstens bolig skulle der købes kød til det festmåltid, vi senere skulle have serveret. Bemærk de skanker af gris som hænger frit fremme i 30+ graders varme.... en af dem valgte præsten at købe til festmåltidet :-)
Ankommet til "præsteboligen" hvor præstens hund er i  lige så sørgelig en stand, som hans bil.
Grisen skulle grilles og dette blev gjort over et bål af tørre vinranker, som skulle give smag til kødet.
Så skal der grilles.
Hvorfor bruge papir eller andet til at få kødet af spydene, når man kan bruge brød :-)
Præsteboligens gasforsyning, som blev kørt fra en kæmpe stor gasflaske med enormt tryk over i en alm. gasflaske, (billedet) og derefter ind i huset. 
Præstens kone havde dækket det dejligste bord med alverdens godter, og både landevejs brød, ost og halv fordærvet gris smagte fortrinligt.  
Undervejs i måltidet stødte præstens farfar til. Han er 85 år og kører stadig bil og arbejder i vinmarkerne. 
Det med at køre bil i den alder er der som sådan ikke noget udiøst i, størstedelen af sortehavsgruppen var også tæt på de 85, og kører stadig bil :-)
Billedet: Ole "tyller" 1 liter vin
Lige fra vi satte os til bords var der lagt op til et drukgilde, og værterne sørgede for, at vi ikke gik tørstige fra bords. Til stor morskab for de fleste! Måltidet, oplevelsen og vin a libitum var en fantastisk oplevelse jeg sent vil glemme, og i virkeligheden vil jeg ikke sætte så mange ord på, men hellere opfordre til at se videoen nedenunder, som siger det hele :-)
Vores georgiske bus fik et sortehavs klistermærke i bagruden, inden afgang tilbage til Tblisi. 
Næste morgen gik turen mod Kazbegi højt oppe i Kaukasus bjergene, hvor vores sidste overnatning i Georgien også skulle foregå. 
Nu skulle den berømte Georgiske hærvej også forceres.
Lidt video fra den Georgiske hærvej, som nok må betegnes som hård kost for materiellet.
Billedet: En Kaukasisk Ovtcharka uden sin vinterpels. 
Hunden er en hyrdehund, som vogter får og andet mod ulve og bjørne i Kaukasus bjergene. Hunden var større end vores Grand Danois og så ond ud, men den var ganske fredelig, som den gik "herreløs" rundt på torvet i Kazbegi.
I Kazbegi skulle vi proviantere hos byens små handlende, da overnatningen var henlagt til en mark uden for byen. 
Henriette og jeg gik rundt i byen og havde vores hunde med i "jagten" efter proviant. Vi kom på et tidspunkt til en meget primitiv gadebod med grøntsager. Boden var nødtørstigt bygget sammen af grene/stammer og snor, mens taget var en presenning. Familien der bestyrede boden var lidt "forhutlede" at se på i deres beskidte tøj. Kontrasten til ovenstående var, da de så vores hunde, at alle mand hev en Iphone op af lommen og tog billeder af Sissi og Gastong :-)  Internet signal kunne vi også fange ved siden af hotellet på torvet.
Ankommet til sidste overnatningssted i Georgien, som blev en mark i "byen" Sno.  Selvom det hos en enkelt vogn førte til stor forvirring og "støj" på walkielinien, over at vi skulle køre 10 min tilbage i samme retning, som vi var kommet til Kazbegi, så der var dog en mening med det! Vores 3 georgiske drenge havde fundet dette pragteksemplar af et overnatningssted, som vores sidste oplevelse i Georgien.  
Billedet: Et æsel med kærre blev på marken ved siden af "skamlæsset"
Aftenen stod på hygge, summemøde og skænderier. Uden at komme nærmere ind på detaljer, så udbrød der en dårlig stemning i gruppen, som betød at vi sent på aftenen måtte tage ømt afsked med vogn 3. De havde besluttet, at de i morgen, når vi andre kørte mod den russiske grænse, ville vende om og køre hjem igen igennem Georgien og Tyrkiet :-(
Fællesture har både fordele og ulemper og denne aften var sidstnævnte i klart overtal.
Billedet: Den Georgiske del af grænsen i Kaukasus
Næste morgen stod vi tidligt op, så vi kunne nå den russiske grænse, inden der kom for meget kø. 
At blive udskrevet fra Georgien gik smertefrit, men vogn 4 måtte "efterlades", da de efter vi andre var kørt hen i køen, ikke kunne finde deres forskellige dokumenter. Efter vi andre var kommet "over grænsen" og på vej mod den russiske del, fik vi meldingen over walkien, at vogn 4 havde fundet deres dokumenter, som var  faldet om bag selve "kassen", der udgør handskerummet. Så inden længe var vi alle (minus vogn 3 desværre) samlet igen.
Efter den georgiske del af grænsen skal man køre ca. 10 min. i "ingenmandsland", inden man kommer til den russiske del.
Billedet: "Ingenmandsland" mellem Georgien og Rusland
Turen gennem "ingenmandsland" var med en smule nervøsitet, da vi jo snart ville køre ind i Rusland og det område som vi hjemmefra af Udenrigsministeriet, var blevet frarådet at tage til. Både på grund af fare for uroligheder, men også kidnapninger og terror blev lagt til grund.
Vi var alle hjemmefra bekendt med denne fare og risiko vi ville løbe ved at køre gennem sådanne områder. Da det var en uundgåelig del af vores rute rundt om Sortehavet, havde alle accepteret, at de første par timers kørsel i Rusland var på "egen regning", da vi ingen former for hjælp ville kunne få fra Udenrigsministeriet, i dette område.


Læs med i næste del af sortehavsturen og få svaret på, om der nu også var så farligt i den del af Rusland. (kommer snarest)