Tyrkiet
Billedet: Den tyrkiske grænse nær Dereköy
Efter den bulgarske del af grænsekontrollen var tiden kommet til den tyrkiske....
Henriette og jeg havde hjemmefra læst meget på internettet omkring indførsel af hunde til Tyrkiet - mange historier hvor folk advarede mod at medbringe hunde, og diverse forum hvor folk beskrev en meget kompliceret process og meget stor risiko for karantæne. Selvom vi havde 110% styr på hundenes papirer, hundepas med alle relevante og opdateret vaccinationer, sundhedsattest og hundepas underskrevet af embedsdyrlægen hos de danske fødevaremyndigheder, så var det nu vores videre deltagelse i sortehavsturen skulle stå sin prøve. I tillæg til alle "hundedokumenterne" havde vi også et medicinpas på alt det hundemedicin vi medbragte som spændte lige fra loppemiddel til smertestillende.
Efter at være anvist hvor vi skulle parkere, blev vi vist ind i en bygning, hvor vi skulle henvende os i 3 forskellige luger for at vise "menneskedokumenter" - pas, registreringsattester og forsikrings papirer. I paslugen stak jeg også hundenes pas med ind, men embedsmanden åbnede dem ikke. Efter godkendelse i alle 3 luger, skulle vi ud til vogntogene, så en tolder kunne gennemgå vores køretøjer. Tolderen bad mig åbne skydedøren på vores bil..... han gloede lidt, da han efter åbning stod i øjenhøjde med 2 hunde :-) Han trådte et skridt tilbage, og sagde "big dogs" og gestikulerede, at jeg skulle lukke døren igen, og det var så den "gennemgang". Gennemgang af campingvogn foregik næsten på samme måde bare uden hunde - han bad mig åbne døren, kiggede ind, trådte et skridt tilbage og sagde "big karavan" og gestikulerede, at jeg skulle lukke døren og ønskede os god rejse.
Med 2 STORE smil og hunde incl. kørte vogn 1 (os) ud af området og ind i Tyrkiet :-)
Efter den bulgarske del af grænsekontrollen var tiden kommet til den tyrkiske....
Henriette og jeg havde hjemmefra læst meget på internettet omkring indførsel af hunde til Tyrkiet - mange historier hvor folk advarede mod at medbringe hunde, og diverse forum hvor folk beskrev en meget kompliceret process og meget stor risiko for karantæne. Selvom vi havde 110% styr på hundenes papirer, hundepas med alle relevante og opdateret vaccinationer, sundhedsattest og hundepas underskrevet af embedsdyrlægen hos de danske fødevaremyndigheder, så var det nu vores videre deltagelse i sortehavsturen skulle stå sin prøve. I tillæg til alle "hundedokumenterne" havde vi også et medicinpas på alt det hundemedicin vi medbragte som spændte lige fra loppemiddel til smertestillende.
Efter at være anvist hvor vi skulle parkere, blev vi vist ind i en bygning, hvor vi skulle henvende os i 3 forskellige luger for at vise "menneskedokumenter" - pas, registreringsattester og forsikrings papirer. I paslugen stak jeg også hundenes pas med ind, men embedsmanden åbnede dem ikke. Efter godkendelse i alle 3 luger, skulle vi ud til vogntogene, så en tolder kunne gennemgå vores køretøjer. Tolderen bad mig åbne skydedøren på vores bil..... han gloede lidt, da han efter åbning stod i øjenhøjde med 2 hunde :-) Han trådte et skridt tilbage, og sagde "big dogs" og gestikulerede, at jeg skulle lukke døren igen, og det var så den "gennemgang". Gennemgang af campingvogn foregik næsten på samme måde bare uden hunde - han bad mig åbne døren, kiggede ind, trådte et skridt tilbage og sagde "big karavan" og gestikulerede, at jeg skulle lukke døren og ønskede os god rejse.
Med 2 STORE smil og hunde incl. kørte vogn 1 (os) ud af området og ind i Tyrkiet :-)
Billedet: Starten på betalingsmotorvejen E80 nær Tasagil
Efter den meget dårlige Europavej (E87) i Bulgarien, kom vi ud på en stor, bred og 2 sporet hovedvej med den mest jævne nye asfalt man kan tænke sig, og det gik nu i rask tempo, kurs Istanbul. Inden længe nåede vi den første motorvej og en barriere i form af et betalings anlæg.... lang historie kort - parkere, finde menneskelig betjening, dårlig engelsk og håndtegn, vogn 1, 3 og 4 indehavere af hver et KTC "motorvej betalingsdankort" med alt for mange euro på!
Den dårlige kommunikation resulterede i, at vi i vogn 1 fik sat knap 50 euro ind på KTC kortet, men så det umiddelbart ikke som et problem, da vi havde forstået, at når vi forlod betaling motorvejs systemet permanent, så ville vi få returneret alt indestående på kortet. Det kunne man så ikke alligevel skulle det vise sig nogle dage senere, og da vi kun nåede at opbruge ca. 20 euro, har vi nu en dyr souvenir :-)
Motorvejene var af høj standard og med 110km/t tilladt for bil med campingvogn, skulle der nu tilbagelægges nogle km. Lastbiler må åbenbart også køre 110 km/t, da vi flere gange blev overhalet af dem selvom vi kørte 100km/t :-)
Efter den meget dårlige Europavej (E87) i Bulgarien, kom vi ud på en stor, bred og 2 sporet hovedvej med den mest jævne nye asfalt man kan tænke sig, og det gik nu i rask tempo, kurs Istanbul. Inden længe nåede vi den første motorvej og en barriere i form af et betalings anlæg.... lang historie kort - parkere, finde menneskelig betjening, dårlig engelsk og håndtegn, vogn 1, 3 og 4 indehavere af hver et KTC "motorvej betalingsdankort" med alt for mange euro på!
Den dårlige kommunikation resulterede i, at vi i vogn 1 fik sat knap 50 euro ind på KTC kortet, men så det umiddelbart ikke som et problem, da vi havde forstået, at når vi forlod betaling motorvejs systemet permanent, så ville vi få returneret alt indestående på kortet. Det kunne man så ikke alligevel skulle det vise sig nogle dage senere, og da vi kun nåede at opbruge ca. 20 euro, har vi nu en dyr souvenir :-)
Motorvejene var af høj standard og med 110km/t tilladt for bil med campingvogn, skulle der nu tilbagelægges nogle km. Lastbiler må åbenbart også køre 110 km/t, da vi flere gange blev overhalet af dem selvom vi kørte 100km/t :-)
Ved et rasteplads besøg så vi denne herre vendt mod mekka - vi må håbe han har husket parkeringsbremsen.
Vi forlod Camping Kitten og Bulgarien i morges ved Sortehavet, og her er vi ved Marmarahavet. Om et par timer ser vi Bosporusstrædet, og dagens mål er Mistik Camping, som også ligger ud til Sortehavet, en lidt vandet dag :-)
Forstæderne til Istanbul begynder at dukke op.
Billedet: Istanbul rejser sig i baggrunden.
Da vi nærmede os Istanbul begyndte trafikken at tage til, og vi skulle om lidt opleve trafiktæthed, der får køgebugt motorvejen til at blegne i sammenligning. Det betalingsmotorvejsnet vi havde kørt på ophørte, og via et betalings anlæg hvor 10 baner blev til 3, begyndte den store flette øvelse, hvor det var alles kamp mod alle, yderligere besværliggjort af, at det var myldretid (se videoklip nedenunder). Vores campingvogn vakte stor opsigt og flere gange dyttede folk i min side og gav os tommelfingeren op og et stort smil, mens de pegede på campingvognen. Henriette fik endnu flere dyt over i sin side af tyrkiske ungersvende som helt uden hæmninger sendte hende mange blikke :-)
Da vi nærmede os Istanbul begyndte trafikken at tage til, og vi skulle om lidt opleve trafiktæthed, der får køgebugt motorvejen til at blegne i sammenligning. Det betalingsmotorvejsnet vi havde kørt på ophørte, og via et betalings anlæg hvor 10 baner blev til 3, begyndte den store flette øvelse, hvor det var alles kamp mod alle, yderligere besværliggjort af, at det var myldretid (se videoklip nedenunder). Vores campingvogn vakte stor opsigt og flere gange dyttede folk i min side og gav os tommelfingeren op og et stort smil, mens de pegede på campingvognen. Henriette fik endnu flere dyt over i sin side af tyrkiske ungersvende som helt uden hæmninger sendte hende mange blikke :-)
Videoklip fra Istanbuls myldretids trafik, da 10 baner snævre ind til 3 efter ophør af betalings motorvej.
Vores første møde med Bosporusstrædet og Asien på den anden side.
Vi kørte langs en havnepromenade, hvor der hele tiden var "kig" til Asien.
Billedet: Bosporus snor sig gennem Istanbul
Efter at have "overlevet" Istanbul's trafikkaos gik turen videre mod Mistik Camping, som ligger i en forstad ud til Sortehavet, Kilyos. Urbane omgivelser blev til forstæder i nærmest bjergrigt terræn og flere gange betød stigninger, at Mercedensen måtte på arbejde og undertegnet ligeså, da mange af vejene var meget smalle. Belønningen kom i form af en fantastisk udsigt, jo længere vi kom op.
Efter at have "overlevet" Istanbul's trafikkaos gik turen videre mod Mistik Camping, som ligger i en forstad ud til Sortehavet, Kilyos. Urbane omgivelser blev til forstæder i nærmest bjergrigt terræn og flere gange betød stigninger, at Mercedensen måtte på arbejde og undertegnet ligeså, da mange af vejene var meget smalle. Belønningen kom i form af en fantastisk udsigt, jo længere vi kom op.
Vogn 1, 3 og 4 tjekkede ind på Mistik omkring kl. 17.
Efter vi var kommet på plads på Mistik Camping og havde "fejret" ankomsten med en kold øl, gik "hurtiggruppen" ned til vandet for at finde en restaurant med udsigt.
Vi fandt denne fiskerestaurant med udsigt til Sortehavet, hvor vi kunne følge lanternerne på skibene, mens vi spiste.
Billedet: Metroen til Istanbul centrum
Næste dag tog vi alle på sightseeing i Istanbul på nær Jørn fra vogn 3, som blev tilbage på Mistik for at passe deres egne og vores hunde. Først gik det med bus fra fra Kilyos, vi boede i, til Sariyer, hvor vi skiftede til en anden bus, som kørte os til metroen, herefter med 3 forskellige metroliner inden vi stod ud i centrum.
Næste dag tog vi alle på sightseeing i Istanbul på nær Jørn fra vogn 3, som blev tilbage på Mistik for at passe deres egne og vores hunde. Først gik det med bus fra fra Kilyos, vi boede i, til Sariyer, hvor vi skiftede til en anden bus, som kørte os til metroen, herefter med 3 forskellige metroliner inden vi stod ud i centrum.
Efter lidt traven rundt i byen meldte sulten sig, så vi fandt et sted at sidde ned i nærheden af den blå moske, som var en af de ting vi skulle se. Vi havde delt os op i vores køregrupper, da meningerne var mange om, hvad der skulle besøges i byen og enighed opnåes som bekendt nemmest i små grupper.
En af indgangs partierne til den blå moske.
Så snart vi kom ind på den åbne plads ved mosken, kom der, hvad der virkede som en informations medarbejder over til os. Han startede med en masse info om den blå moske for derefter at tilbyde en guidet tur rundt i mosken, mod betaling naturligvis. Han blev lettere fornærmet, da vi afslog,
Kvinder må ikke have bare ben eller arme i moskeen, så Henriette havde lånt et par tørklæder af Mariann.
Jeg opfattede det som om, at mænd heller ikke måtte have bare ben i moskeen, men da vi kom ind, var der mange i shorts, så smed jeg også min "kjole"
Bedeområdet i den blå moske.
Det flotte kuppelloft.
Den blå moske.
Billedet: Den bro der om 2 dage bliver vores vej ind i Asien
Efter at have tilbragt hele dagen i Istanbul gik vi ned mod Bosporus for at tage en vandbus en del af vejen tilbage mod Mistik Camping. Vores første møde med den bro vi skulle over for at komme ind i Asien ledte tankerne hen på, at der stadig var masser af oplevelser i vente på resten af turen rundt om Sortehavet.
Efter at have tilbragt hele dagen i Istanbul gik vi ned mod Bosporus for at tage en vandbus en del af vejen tilbage mod Mistik Camping. Vores første møde med den bro vi skulle over for at komme ind i Asien ledte tankerne hen på, at der stadig var masser af oplevelser i vente på resten af turen rundt om Sortehavet.
Billedet: Galata bridge Istanbul
Vandbussen vi skulle med var lige sejlet, og der gik et par timer før den næste sejlede, så vi ville finde et sted at få en kop tyrkisk the ved den nærliggende "restaurantbro" Galata bridge. Denne har sikkert haft opbevaring af alverdens varer fra søvejen, hvor der i dag lå den ene restaurant og cafe efter den anden. Der stod mange og fiskede fra vejbanen på "1 sal" af broen, og kæk som jeg er, gik jeg naturligvis hen og agerrede "bid" ved at trække i linerne. Flere gange svingede der også bly, kroge og agn faretruende tæt på gående og restaurantgæster, når "lystfiskerne" hev i land og lavede fejlkast.
Vandbussen vi skulle med var lige sejlet, og der gik et par timer før den næste sejlede, så vi ville finde et sted at få en kop tyrkisk the ved den nærliggende "restaurantbro" Galata bridge. Denne har sikkert haft opbevaring af alverdens varer fra søvejen, hvor der i dag lå den ene restaurant og cafe efter den anden. Der stod mange og fiskede fra vejbanen på "1 sal" af broen, og kæk som jeg er, gik jeg naturligvis hen og agerrede "bid" ved at trække i linerne. Flere gange svingede der også bly, kroge og agn faretruende tæt på gående og restaurantgæster, når "lystfiskerne" hev i land og lavede fejlkast.
Sammen med tyrkisk the og varm chokolade bestilte vi også en "omgang" vandpibe.
Vi var alle "partners in crime" så vandpiben gik på omgang.
Dette billede er lånt fra vores gode venners hjemmeside OLDCAMPISTEN, hvor man godt kan få det indtryk, at der var mere end frugt tobak i vandpiben :-)
Ombord på vandbussen møder vi den anden gruppe, som har fået samme ide med at tage vandvejen hjem.
Der er 2 hængebroer over Bosporusstrædet og en tredje på tegneboret som forventes færdig om ca. 10 år.
Et af de mange flotte paladser og bygninger vi kom forbi af vandvejen.
Om 2 dage kører vi oppe på denne bro på vej videre gennem Tyrkiet.
Solnedgangen får vi også med på vejen hjem.
Vandbussen er ved endestationen, og vi skal med alm. bus resten af vejen tilbage til campingpladsen.
Sidste overliggerdag på Mistik Camping blev for nogle, til en tur mere til Istanbul centrum, mens resten blev hjemme og slappede af.
Selvom Mistik Camping ligger ved Sortehavet er det stort set umuligt af komme ned til stranden uden at skulle betale for det. Adgangen er via hoteller, restauranter osv. Alle gratist forsøg på at nå vandet blev hindret af hegn med pigtråd.
Mistik Camping set fra toppen af et gammelt stenmonument som også blev brugt som elmast.
Billedet: Brand på nabogrunden til Mistik Camping
Den afslappet atmosfære blev brudt, da Henriette sagde, at hun kunne lugte røg, som jeg skød hen som værende et bål et sted, men pludselig fik vi øje på en røgsøjle og kunne høre "knitren" lige på den anden side af hækken til Mistik Camping. Jeg løb ud og kunne se, at der var ild i meget af det tørre buskads, der var på den tomme nabogrund. I takt med at ilden spredte sig, begyndte flere af dem der ejede huse tæt på ilden at hive haveslanger frem og begynde slukningsarbejdet. Dette hjalp dog ikke meget, da ilden efterhånden var omfattende og havde spredt sig, og deres haveslanger var for korte.
Den afslappet atmosfære blev brudt, da Henriette sagde, at hun kunne lugte røg, som jeg skød hen som værende et bål et sted, men pludselig fik vi øje på en røgsøjle og kunne høre "knitren" lige på den anden side af hækken til Mistik Camping. Jeg løb ud og kunne se, at der var ild i meget af det tørre buskads, der var på den tomme nabogrund. I takt med at ilden spredte sig, begyndte flere af dem der ejede huse tæt på ilden at hive haveslanger frem og begynde slukningsarbejdet. Dette hjalp dog ikke meget, da ilden efterhånden var omfattende og havde spredt sig, og deres haveslanger var for korte.
Efter ca. 10-15 minutter kom politiet med maskingeværer og pistoler men ingen vand.....
...... endelig efter ca. 20 minutter kom der hvad der virkede som en brandbil. Et mandskab på 2 begyndte slukningsarbejdet efter først at have kæmpet med af få startet motoren til pumpen.
Den lokale moske.
Der var mange herreløse hunde i Kilyos, men mange steder stod der også foder og vand til hundene, og ingen virkede bange for dem, modsat vores som de fleste gik en stor bue uden om og mange tog billeder af :-)
Her skal der betales for at komme ned til vandet, ingen "allemandsret" som i Danmark.
En lille tyrkisk pige som modsat hendes bange forældre i baggrunden, godt turde nærme sig vores hunde.
Jeg fik hende overtalt til at holde dem, så jeg kunne tage et billede :-)
Billedet: Nogle af de mange "vilde" hunde i Kilyos
De andre hjemme på campingpladsen kunne høre vores gang rundt i byen, på den hundegøen som fulgte os alle steder, når de mange lokale strejfere, så vores store Grand Danois. De kom løbende og gøede helt vildt af vores hunde, men når de kom tæt på, turde de dog ikke tage kampen op mod Sissi og Gastong og fortrak. Der var mange i området omkring campingpladsen, og vi var glade for, at vi havde ladet vores lille chihuahua blive derhjemme, da de helt sikkert ville angribe mindre og alm. størrelse, fremmede hunde.
De andre hjemme på campingpladsen kunne høre vores gang rundt i byen, på den hundegøen som fulgte os alle steder, når de mange lokale strejfere, så vores store Grand Danois. De kom løbende og gøede helt vildt af vores hunde, men når de kom tæt på, turde de dog ikke tage kampen op mod Sissi og Gastong og fortrak. Der var mange i området omkring campingpladsen, og vi var glade for, at vi havde ladet vores lille chihuahua blive derhjemme, da de helt sikkert ville angribe mindre og alm. størrelse, fremmede hunde.
Næste morgen gik turen mod Nejat Camping, og da vi krydsede Bosporusbroen, var det farvel Europa og hej Asien, pludselig blev det hele en tand mere eksotisk.
Et lille gensyn med Marmarhavet blev det også til, men denne gang i Asien.
På vores vej så vi ham her, som der ikke var blevet plads til i kabinen på ladbilen.
Mange steder på vej ud mod Sortehavet igen var vejene under udbyggelse.
Ankommet til Nejat Camping som var et badehotel med Sortehavet til den ene side og campingplads til den anden.
Dagens summemøde blev afviklet hos vogn 3. Vi havde egentlig planlagt et besøg i den berømte ruinby Ani på grænsen til Armeneien, når vi kom helt over østpå i Tyrkiet. Men da besøget ville indbefatte en "omvej" på min. 700 km, blev det på summemødet aftalt at droppe dette, for tilgengæld at få 3 afslapningsdage, hvorfra vi ville tage den første her på pladsen i form af en overliggerdag.
Vi gik om aftenen alle ind til restauranten på nabohotellet for at spise, da vi på "vores" badehotel umiddelbart kun havde set en madbod ved poolen. Tjeneren fik hurtigt forvist en gæst til et andet bord og rykket nogle borde sammen, så vi alle kunne være der.
Under hele måltidet sad der en "herreløs" hund bag Jørn og mig og tiggede mad, men blev dog på afstand.
Næste morgen tiggede nogle knap så herreløse hunde ved morgenbordet :-)
Vi gik en tur ned på stranden, som var meget stenet men ellers i smukke omgivelser.
Sissi aka bjergged.
Gamle grå Gastong som var helt sort engang :-)
Havnen i byen Akcakoca som vi boede i, hvor vi tog en lille rundtur på gåben om eftermiddagen.
Lidt video fra gåturen hvor vores Grand Danois vagte opsigt.
Mange steder lå der nødder til tørre, da området er kendt for sine hasselnødder.
Da "campingfatter" på hotellet havde set vores restaurant besøg på nabohotellet, havde han i løbet af dagen ladet vide, at han der også havde restaurant, og denne benyttede vi om aftenen.
Næste morgen gik turen mod Dolunay Camping, som vi hjemmefra havde fundet på nettet. Her et par skibe klar til lidt sandpapir og maling.
Da byen Bartin skulle passeres valgte vi en "strøgtur" gennem centrum i stedet for den nemme ringvej - bemærk, at når vi ikke kan komme videre er det fordi der holder en politibil "i vejen" :-)
Optaget med GOPRO kamera monteret på taget af campingvogn.
Optaget med GOPRO kamera monteret på taget af campingvogn.
Kørepause langs Sortehavet.
Da vi hjemmefra havde planlagt at køre så meget som muligt langs Sortehavskysten, betød det smukke scenerier som dette.......
......men også små, stejle bjergveje som dette. Mange sving var af hårnåle typen og faldt så meget lige i svinget, at de bagerste støtteben på campingvognen flere gange var nede at røre asfalten.
Showroom der bare lige mangler det sidste :-)
Frokosten blev spist med udsigt til vandet. Henriette som på billedet er gravid i 4 måned begynder at få lidt mave - Jørn har også lidt mave, men han ventede sig ikke :-)
Da vi kommer ind i campingvognen, ser vi konsekvenserne af de mange små bjergveje med serpentinersving.
Den planlagte overnatning på Dolunay Camping blev droppet, da vi ikke kunne finde den, og de lokale kendte ikke til den. På trods af vores prædikat "hurtiggruppen" var den anden køregruppe ankommet til GPS koordinaterne for campingpladsen lidt før os, så vi kunne passende lægge en ny strategi, som blev at køre videre og se hvad vi fandt.
Der gik ikke længe før vi så et skilt til en campingplads, som vi fulgte og endte efter en meget smal tilkørselsvej med 2 skarpe sving, på Yüksel Camping lige ud til Sortehavet. En lille campingplads hvor vi kun lige kunne være med vores mange køretøjer - nok mest beregnet på teltcampister.
Ingen 3 meter regel her :-)
Herrelokummet var af pedaltypen, hvor man sidder over skrævs og lader "lortet" falde om man så må sige. Undertegnet afprøvede det og skal hilse og sige, at det er svært, at holde balancen, når man sidder på hug/over skrævs og skal tørre sig bagi :-) Lokumspapiret skulle i den grå spand efter brug :-(
Campingpladsen lå højt, men en trappe ledte ned til stranden.
Det var nærmest blevet en tradition, at så snart vi lå ved vand, skulle vi i.
Det smukke landskab langs kysten ved campingpladsen som ligner noget fra Norge.
Le' master chef i gang med at tilberede aftensmaden.
Bemærk vores dækservietter som i bedste globetrotter stil er med et europakort og div. fakta om landene :-)
Næste dag skulle vi videre, og kursen var Camping Mati i byen Sinop. En tur som skulle vise sig at blive 10 timer af små stejle bjergveje med serpentinersving og stigninger mellem 10 og 20%....hele vejen.
Der var mange smukke "laguner" langs kysten, men de var tveægget, da de var smukke i landskabet, men betød at kystvejen vi kørte på, skulle rundt om lagunen, helt ned i havniveau, for så igen at stige på den anden side af byen/lagunen.
En lille bid video fra dagens bjergetape - bemærk vores hylende bremser som på dette tidspunkt (80 ud af 300km) allerede er meget varme som følge af den "ekstreme" rute.
En lile bid mere - bemærk at stigningen er så "voldsom", så bilen laver hjulspind, selvom det er baghjulstræk.
Bjerg/kystvejen var mange steder "skredet ud" og istedet for at reparere det, sætter man bare skilte op, og så kan bilister køre udenom :-)
Billedet her er lånt fra OLDCAMPISTEN's hjemmeside.
Frokosten blev igen i dag indtaget helt ned til Sortehavet.
Både 2 benet og 4 benet nød vores pauser ved vandet og fik brændt lidt krudt af på stranden.
Da vi skulle til at køre ankom den anden køregruppe til samme plads for at holde pause.
På vej videre kommer vi højt op i terrænet, og kan nyde den gode udsigt.
Selvom vi kun skal køre 300 km i dag, så er ruten hård ved både materiel og chauffører, så vi holder ofte pause.
En lokal "klippefisker"
Ankommet til Camping Mati som ligger ud til Sortehavet, og er en stor campingplads. Foruden os var der en tysk autocamper på pladsen. I følge "campingfatter" som havde haft pladsen i 17 år, var vi de første danskere, som aflagde ham et besøg.
Der gik køer rundt på stranden, og Sissi var meget interesseret i dem.
Gastong var også interesseret, mest i en af samme farve.
Jeg lukkede Sissi ud på stranden, så hun kunne hilse på køerne, men hun var lidt bange for dem :-)
Gastong holdt sig på afstand.
Næste morgen skulle vi efter planen køre videre, men oven på gårsdagens hårde etape valgte vi at indløse endnu en overliggerdag af de 2 vi havde tilbage i Tyrkiet. Dagen blev brugt til daglige gøremål, heriblandt brødbagning, da vi dagen før havde spist den sidste skive Koberg.
Jeg valgte af bruge noget af dagen på at vaske bil og campingvogn. Skæbnens ironi ville, at det var regnvejr næste dag og allerede 2 km efter afgang fra campingpladsen, var både bil og campingvogn møgbeskidte igen :-) I Øvrigt var denne regn som vi kørte fra, 1 ud af 4 dage med lidt regn på hele turen.
Så er alle klar til afgang. Dagens mål er Layla Camping i Ordu, men som oplevet før, så blev planerne ændret undervejs....
Jo mere man læsser på, jo færre gange skal man køre!
Denne lastbil var fuldstændig uhæmmet læsset med halmballer, og vi filmede den et godt stykke, da den i svingene hældte faretruende, og lignede en der ville lægge sig på siden. Da det stort set også var umuligt at overhale den, brugte vi en halv time på at beskue dette pragt eksemplar af et overlæsset køretøj.
Denne lastbil var fuldstændig uhæmmet læsset med halmballer, og vi filmede den et godt stykke, da den i svingene hældte faretruende, og lignede en der ville lægge sig på siden. Da det stort set også var umuligt at overhale den, brugte vi en halv time på at beskue dette pragt eksemplar af et overlæsset køretøj.
Billedet: Summemøde i vogn 1 på Sümela Camping
Da vi i vores køregruppe ikke tager let på prædikater, gjorde vi hvad vi kunne for at leve op til den fine titel "hurtiggruppen".
Således ankom vi til aftalte GPS koordinater for Layla Camping før den anden gruppe.
I virkeligheden var Layla Camping en masse små hytter ved Sortehavet - vi fik fat i en medarbejder som efter en forespørgsel om "campingground for caravan", viste os en lille græsplæne med plads til et vogntog som udgjorde campingpladsen, og dette kunne vi jo ikke bruge til noget. Vi kørte derfor et godt stykke op og ned af kystvejen uden at finde andet interessant at benytte som overnatningssted, og derfor ringede vi til den anden køregruppe for at lægge en ny plan. De var ca. en god times kørsel fra os, og derfor valgte "hurtiggruppen", på trods af vi allerede havde kørt ca 320km, at vi ville fortsætte til næste campingplads i vores "turplan", selvom at denne lå små 200 km væk, og at det snart ville blive mørkt. Den anden køregruppe ville så finde et overnatningssted på deres vej, og så ville vi mødes næste dag nær Sümela Monastry, som vi skulle besøge.
Da vi i vores køregruppe ikke tager let på prædikater, gjorde vi hvad vi kunne for at leve op til den fine titel "hurtiggruppen".
Således ankom vi til aftalte GPS koordinater for Layla Camping før den anden gruppe.
I virkeligheden var Layla Camping en masse små hytter ved Sortehavet - vi fik fat i en medarbejder som efter en forespørgsel om "campingground for caravan", viste os en lille græsplæne med plads til et vogntog som udgjorde campingpladsen, og dette kunne vi jo ikke bruge til noget. Vi kørte derfor et godt stykke op og ned af kystvejen uden at finde andet interessant at benytte som overnatningssted, og derfor ringede vi til den anden køregruppe for at lægge en ny plan. De var ca. en god times kørsel fra os, og derfor valgte "hurtiggruppen", på trods af vi allerede havde kørt ca 320km, at vi ville fortsætte til næste campingplads i vores "turplan", selvom at denne lå små 200 km væk, og at det snart ville blive mørkt. Den anden køregruppe ville så finde et overnatningssted på deres vej, og så ville vi mødes næste dag nær Sümela Monastry, som vi skulle besøge.
Næste dag kørte vi op mod Sümela Monestry, hvor vi skulle mødes med de andre - hele vejen dertil lå i en slags bjergkløft.
Ved ankomst til klostret blev vi modtaget af denne hund, som lå og sov midt på vejen.
Vi havde af en "medarbejder" ved klostret fået lov at overnatte på en lille p-plads til en moske, hvor vi igen holdt tæt......
.....men da imamen kom, blev vi bedt om at forlade p-pladsen, så dagens overnatning skulle foregå andetsteds.
Billedet: En del af den lange trappe op til Sümela monestry
"Hvor skal vi sove i nat" spørgsmålet måtte vente til senere, da vi nu skulle op til klostret og foreløbig havde parket vores køretøjer på en p-plads tilhørende seværdigheden. Sümela Monestry er et kloster, som er bygget 1200 meter oppe på en bjergvæg, og hjemmefra havde vi set mange smukke billeder af dette kloster, men desværre var der, som der ofte er i bjergene, en masse tåge/dis, som desværre "ødelagde" oplevelsen. Turen fra p-pladsen op til klostret, eller op til den lange bjergsti og trappe som fører til klostret, foregik med minibus. Vejen var en smal bjergvej med små vigepladser, og selvom vi besøgte stedet sidst på sæsonen, var der mange biler og minibusser på vejen og ikke mindst p-pladsen på toppen, tør ikke tænke på et "helvede" det må være når sæsonen "peaker".
"Hvor skal vi sove i nat" spørgsmålet måtte vente til senere, da vi nu skulle op til klostret og foreløbig havde parket vores køretøjer på en p-plads tilhørende seværdigheden. Sümela Monestry er et kloster, som er bygget 1200 meter oppe på en bjergvæg, og hjemmefra havde vi set mange smukke billeder af dette kloster, men desværre var der, som der ofte er i bjergene, en masse tåge/dis, som desværre "ødelagde" oplevelsen. Turen fra p-pladsen op til klostret, eller op til den lange bjergsti og trappe som fører til klostret, foregik med minibus. Vejen var en smal bjergvej med små vigepladser, og selvom vi besøgte stedet sidst på sæsonen, var der mange biler og minibusser på vejen og ikke mindst p-pladsen på toppen, tør ikke tænke på et "helvede" det må være når sæsonen "peaker".
Sidste trappe så er vi der.
Tågen ødelægger nogle ellers fantastiske motiver.
Klostrets kirke som er i kraftig forfald, både på grund af tidens tand, men også fordi samvittighedsforladte turister ridser deres navn i de flotte kalkmalerier.
På vej ned til vores minibus "skyder" jeg lige denne fantastiske turiststi, som i disen var ret glat.
Billedet: På vej ud af bjergkløften igen efter klosterbesøget
Da vi i "hurtiggruppen" den foregående nat havde overnattet på Sümela Camping og betalt ågerpriser for dette, ville vi lægge den ellers planlagte overnatning her, andetsteds. "Langsomgruppen" havde derimod haft en billig oplevelse på en Otopark (tyrkisk overvåget p-plads for biler), så vi aftalte at sætte kursen mod grænsebyen Sarp, hvor vi skulle ind i Georgien, og så se om vi kunne finde en Otopark undervejs.
Da vi i "hurtiggruppen" den foregående nat havde overnattet på Sümela Camping og betalt ågerpriser for dette, ville vi lægge den ellers planlagte overnatning her, andetsteds. "Langsomgruppen" havde derimod haft en billig oplevelse på en Otopark (tyrkisk overvåget p-plads for biler), så vi aftalte at sætte kursen mod grænsebyen Sarp, hvor vi skulle ind i Georgien, og så se om vi kunne finde en Otopark undervejs.
Sidst på eftermiddagen fandt vi denne Otopark nær Trabzon, hvor vi for et beskedent beløb kunne overnatte og tilmed få vand.
Næste dag gik turen mod Kemalpasa, som er sidste by før grænsen til Georgien, undervejs passerede vi et område hvorfra meget af Europas the stammer.
Næsten alle bjergsider i området var henlagt til the produktion.
Vi kom forbi en "thefabrik" og ville prøve om et besøg var muligt.....
.......men der blev takket nej fra fabrikkens side så intet kulturelt indslag i dag.
Istedet tog vi en lang frokostpause på en rasteplads.
Sissi fandt denne farlige tyrkiske brandslange, som hun hurtigt fik taget livet af inden den kunne gøre skade på gruppen.
HOV, der bliver vist lige lavet nogle "tyskertømninger" der :-)
Ved afgang var der lidt startproblemer hos en af autocamperne, som måtte skubbes igang og problemet måtte findes senere, når vi havde fundet dagens overnatningsplads.
Billedet: Pause få kilometer før grænsen til Georgien
Da vi hjemmefra kun havde fundet campingpladser på de første 2/3 af ruten i Tyrkiet var dagens overnatningssted af typen "hvad vi nu kan finde". Tidligere på turen havde en tyrkisk mand fortalt os om en strand i byen Hopa, hvor vi kunne overnatte, men denne kunne vi ikke finde, så vi fortsatte mod Kemalpasa. Her tog vi en pause, mens vogn 3 og 7 kørte i hver sin retning for at finde et sted gruppen kunne overnatte. De fandt begge noget brugbart, og selvom det var en halv times kørsel herfra tiltalte vogn 7's fund på et bjerg os, og vi satte kursen.
Da vi hjemmefra kun havde fundet campingpladser på de første 2/3 af ruten i Tyrkiet var dagens overnatningssted af typen "hvad vi nu kan finde". Tidligere på turen havde en tyrkisk mand fortalt os om en strand i byen Hopa, hvor vi kunne overnatte, men denne kunne vi ikke finde, så vi fortsatte mod Kemalpasa. Her tog vi en pause, mens vogn 3 og 7 kørte i hver sin retning for at finde et sted gruppen kunne overnatte. De fandt begge noget brugbart, og selvom det var en halv times kørsel herfra tiltalte vogn 7's fund på et bjerg os, og vi satte kursen.
På vej ud i bjergene mens skyerne ruller ind over.
Vi var stadig i the området, så det meste af vejen havde vi "selskab" af the til alle sider.
Ankommet til det mulige overnatningssted, men afbrændte dæk, mange glasskår, affald og ikke mindst kulden i højderne tog hurtigt modet fra os selvom udsigten var fantastisk. Efter autocamperen med startproblemer var lavet, kørte vi igen ned af bjerget mod Kemalpasa for at se på vogn 3's foreslag, som var en p-plads bag en restaurant.
Vogn 3's foreslag lå tættere på grænsen og mange kilometer før begyndte en enorm kø af lastbiler som skulle over.
Omkring 10-15 grader blev forvandlet til 30+ ved udskiftningen af overnatningssted. Den offentlige p-plads lå ned til en lille havn og bag en restaurant, som vi benyttede om aftenen.
Da mørket faldt på kom der et smukt, men underligt rødt skær på himlen mod nordvest.
Biledet: Reparation af vores campingvogn
Vi havde de sidste 2 dage døjet med en campingvogn, som havde lidt problemer med trækket. Ved igangsætning gav det et "ryk" i bilen fra trækket, men det fungerede fint ved bremsning, så nu var det blevet tid til at se på det. Efter adskillelse af trækket blev problemet synligt - gasdæmperens stempel var knækket helt ude i enden, men ellers fungerede dæmperen.
Vi havde de sidste 2 dage døjet med en campingvogn, som havde lidt problemer med trækket. Ved igangsætning gav det et "ryk" i bilen fra trækket, men det fungerede fint ved bremsning, så nu var det blevet tid til at se på det. Efter adskillelse af trækket blev problemet synligt - gasdæmperens stempel var knækket helt ude i enden, men ellers fungerede dæmperen.
Næste dag kørte jeg tilbage til Kemalpasa, hvor jeg fandt denne tyrkiske smed, som jeg med håndtegn fik forklaret at stemplet skulle svejses sammen, uden at det blev for varmt så trykket i dæmperen ville lide skade. Sirligt med små fine svejseklatter og kølepauser undervejs fik han svejset stemplet.
Alt i alt tog det ham en lille halv time, og for arbejdet ville han have hvad der svare til 15 kr :-)
Næste morgen var der afgang mod grænsen og Georgien. Vi forlod p-pladsen i Kemalpasa lidt før solopgang i håb om, at der ikke var så meget kø ved grænsen på dette tidspunkt. Det var der heller ikke, men vi kom alligevel til at tilbringe det meste af dagen i grænse området...